Picture

Få serveret ærkefranske østers i København

Les Trois Cochons ligger på Københavns mest franske gade: Værnedamsvej, der er prydet af en mængde caféer, takeaways, restauranter og butikker. På ”Grisen” som den også kaldes, serveres for eksempel franske gryderetter med unghane, foie gras, creme brûlée – og østers! Og det endda til en ganske overkommelig pris: 15,- står en østers dig i, serveret på is og med vinagrette med skalotteløg og citron ved siden. Om sommeren kan de indtages ved små borde med ternede duge udenfor mens man betragter livet i gaden, og når året går på hæld finder man varme og en rigtig god stemning indenfor i det store, rummelige lokale, der også indeholder et langbord. 

Frokost er der også hver dag – og dér er tilgængeligheden og prisen for en østers præcis den samme. 

Nævnes burde også hurtigt en anden Cofoco-afdeling, nemlig Oysters & Grill på Sjællandsgade, Nørrebro. Forklaringen ligger vist tydeligt i navnet...

 

Picture

Vinbaren - God vin og lækre østers i København

Tire Bouchon betyder proptrækker på fransk, og hvis man bare går efter figuren af selvsamme, der hænger udenpå gavlen på Teglgårsstræde, er man på rette vej. Et par trin nede åbenbarer sig en tryg vinhule med brune teglsten, en bardisk med ægte franskmænd bag og en skiftende vintavle der har både bobler, røde, hvide og søde vine.

Og så er der maden, der overvejende er fransk, tryg og rustik. Det er også hér, du kan få de franske tartines og et imponerende udvalg af ost. OG selvfølgelig østers, som Tire Bouchon påstår af have ét af byens største udvalg af. Det er dog også muligt at smage hele 6 forskellige slags østers, der både kan købes enkeltvis eller i par af 6. Eller man kan kaste sig ud i den fristende valgmulighed at tage én af hver, så man kommer hele vejen rundt. For der er virkelig forskel på de enkelte slags østers, hvorfor de også bliver serveret i en helt bestemt rækkefølge fra de mildeste og så helt op til den kødfulde limfjordsøsters. Det hele serveres enkelt med vinagrette med skalotteløg og citron. Skyl herlighederne ned med et glas crémant eller måske en vin fra Champagne.

De klassiske dyder

Restaurant l'Alsace ligger liiiige midt i byen, tæt på de dersens caféer overklassen har ry for at ynde at frekventere som for eksempel Victor og Zeze. Og der har restauranten faktisk ligget siden 1978 og pushet franske klassikere over bordene.

Det er også hér man kan få de klassiske ”huitre naturel” fra Atlanterhavet, der i denne udgave er franske Atlanterhavsøsters, fine de clair, eller ”huitre Danoise” fra Limfjorden, der serveres naturel med citron og toast ”a part” - på ægte fransk manér. Det er da også de to venner med de ganske fransk/tysk-klingende navne Josephine Stockhammer og køkkenchef Franck Dietrich, der tager imod. Og som for eksempel kan tilbyde champagne, crémant eller sekt (den tyske udgave af bobler) til de mineralske bløddyr. Hvis man da ikke springer ud i det store udvalg af vine fra Østrig eller Alsace.

Når østersen er spist kan man vælge at hoppe på foie gras (selvfølgelig), den klassiske (og fyldige) fiskesuppe bouillabaisse eller 'choucroute alsacienne' (syrnet kål, der koges med hvidvin og forskellige udskæringer af gris samt to slags pølser).

 

Picture

Det åbenlyse sted at få østers i København

Kødbyens Fiskebar skal selvfølgelig også med på en guide over steder at få østers. Dér har man nemlig siden 2009 lige midt på den gamle slagterplads kunnet sidde og smovse i havets forskellige frugter i de rå omgivelser med beton på gulvet og den lange ståldisk i midten, med udsigt til et stort, blåt akvarie, der lyser rummet op. 

Det er ikke muligt at reservere plads på disken i midten, der er reserevet til mere impulsive  besøg – men den er nu for det meste også optaget – og stort set umulig at komme til i weekenden, så bordbestilling er altid en god idé...

Hér er der også masser af østers at svælge i svælget fra Marennes, Bretagne i både perl blanc og noir-udgaven samt den såkaldte ”begynder-østers” 'fine de Bretagne”. Man kan selvfølgelig også vælge at smage dem ale sammen og finde sin egen favorit. De kommer så i enten i ”sæt” af 4 eller 8  styks, så man kan smage mere end én gang.

 

Picture

Dén med kød på

Skulle nose2tail i Kødbyen ikke være en ja, kødrestaurant? Der er da ikke meget næse eller hale over en østers...? Men selvom fokus ofte er på kød, serveres der også fisk – lækre (og ganske rimeligt prissatte) desserter – og som noget lidt nyere også ”dagens indmad”. Og østers kan jo være en ganske ren, rustik og simpel spise – noget, der netop rammer lige i hjertet på kokkene i nose2tail. Derfor kan man som en forret eller smagsløgspirrer bestille franske østers med reduceret kirsebæreddike og rapsolie. Enten 3 styks (75,-) eller 6 (145,-). Man kan selvfølgelig også vælge bare at smutte forbi til en omgang østers og toppe op med en god fadøl i frostede glas. 

Derefter kan man jo altid kaste sig ud i indmaden...

Picture

Østers som du ikke har fået dem før...

Bo Bech's Geist på Kongens Nytorv har også østers på menuen. Men ikke som du kender dem. De kommer nemlig helt uingenkendeligt blendet sammen med en fyldig mayonnaise. Og så endda serveret med ”rå okse”, der dækker over en rå, skrabet tatar drysset med saltflager. En fantastisk smagfuld servering, hvor mineraliteten i østersen skaber kontrast til det mere fade kød mens mayonnaisen binder de to dyr fra hver deres element sammen. Herligheden bliver præsenteret meget ”råt” på tallerkenen – ligesom det er kendetegnet for mange af Geist's retter. Og vil man være mæt, skal man nok alligevel vælge mere end én. På menuen pt. kan blomkål med trøffelolie, laks med ingefær”kugler” eller vesterhavspighvaren virkelig anbefales. Men find din egen favorit...

De simple (men dog utroligt komplicerede retter) kan for eksempel skylles ned med en vin fra det velvagte kort, men man kan også bestille en cocktail fra baren (hvor man også kan sidde), der er listet op efter de skiftende tørheds-/sødmegrader.