I restauranten ved Å-bassinet ved Søndre Havn i Køge er de store buffetborde mellem jul og nytår blevet skiftet ud med nye anretterborde, så restauranten får et levende køkken, hvor gæsterne kan følge med i, hvad kokkene laver. 400 skåle er blevet indkøbt til de mange nye spændende salater, saucer og tilbehør, og det nye menukort er netop kommet fra tryk. Kødet er stadig i centrum, for det er det, Slagter Stig & Co. altid har haft en særlig forkærlighed til, og sådan bliver det ved med at være, men fremover kommer kødet i finere selskab.

Vi vil gerne højne niveauet og skabe større madoplevelser, uden at det skal koste mere for vores gæster. Førhen tog buffeten alt fokus, og der var ikke rigtigt mulighed for at tilberede mindre og mere delikate småretter og kræse om de enkelte serveringer. Det giver det nye koncept os mulighed for. Der bliver flere snacks og nye side orders; vi vil for eksempel fremover kunne lave en lækker bygotto med svampe og en hjemmerørt bearnaise, fortæller Claus Greisgaard, der ejer Slagter Stig & Co. i Køge.

Mindre madspild og billigere menu
Brunch- og frokostserveringerne fortsætter, som de plejer, men når den store aftenbuffet lukker ned, tror køkkenchef Martin Kristensen, at Slagter Stig & Co. bevæger sig i den rigtige retning i forhold til madspild, som er meget oppe i tiden. Det vil der være mindre af med det nye koncept. Også for gæsterne er der en klar bonus at hente i det nye. Fremover behøver de ikke gå ombord i en stor buffet, men kan nøjes med at betale for de retter, de vælger. Og skal det være let, bliver der med tiden treretters menuer sammensat af køkkenchefen.

Selv om vi har ændret vores aftenkoncept for at kunne skabe større madoplevelser, vil det faktisk for nogle blive billigere at spise hos os. Du betaler kun for det, du vælger, og vi vil også opfordre til, at man vælger flere retter på kortet som delemad, så man kan nå at smage på lidt mere, siger Claus Greisgaard.