En aften i 1929 kommer en sømand vaklende ind på Gilleleje Restaurant. Han er tydeligt forslået efter et slagsmål, og søger ly på spisestedet på Nyhavns skyggeside, der på det tidspunkt er fuld af restauranter. Gillelejes bramfri kromutter lapper ham med møje sammen igen, og giver ham et varmt måltid mad. Dagen efter dukker sømanden imidlertid op igen, velfriseret og nybarberet. Med sig har han et gepardskind som tak for stedets gæstfrihed, som han for et par måneder siden havde købt i Zanzibar, og betingelsen for gaven er, at det for altid skal hænge på væggen i Restaurant Gilleleje.

Der er løbet meget alkohol og boligspekulation i det nyhavnske saltvand siden dengang: i dag er den nye havn, som Christian den 5 i slutningen af 1600-tallet anlagde for at gavne handelstrafikken med resten af verden, et københavnsk turist-ikon, med finpudsede facader og et stigende antal gourmetrestauranter, men sådan har det ikke altid været. Og mens de fleste historier altid fortælles fra solsiden, har skyggesiden, der ligger parallelt med Charlottenborg, en særlig lokal stemning, som man især mærker på Restaurant Gilleleje.

Mad og omsorg på skyggesiden

”Engang var alle spisestederne her i Nyhavn familiedrevne. Det foregik sådan, at hotellerne for Nyhavns sømænd og mange rejsende lå ovre på solsiden, mens beværtningerne lå på skyggesiden. Man sendte simpelthen folk herover for at spise. I dag er Restaurant Gilleleje det sidste, familiedrevne spisested i havnen”, fortæller Claus, der sammen med sin kone Susanne driver den hyggelige restaurant. Han står selv bag gryderne, og datteren hjælper tit til i kulisserne, mens Susanne tager sig af tingene på gulvet. Claus har været her i 10 år og kan således se tilbage til en vild epoke i det københavnske restaurationsliv, hvor finanskrisen først lagde en massiv dæmper på festlighederne, og siden især kulsejlede mange af i de spisesteder, der lige havde etableret sig. Et af dem var Restaurant Gilleleje, som Claus købte i 2007. Han havde dog stor erfaring fra et travlt liv som kok, så da krisen ramte vidste han, hvordan der skulle skæres. De stod stormen ud, og i dag er Restaurant Gilleleje et stamsted for både danskere og udlændinge, der vil have sig et godt stykke smørrebrød i historiske og hyggelige rammer.
 

Og leopardskindet fra Zanzibar hænger hvor det altid har gjort siden 1929. Dengang var Restaurant Gilleleje fyldt med ting og sager fra eksotiske himmelstrøg som skippere og fiskere, der havde rejst på de syv have, byttede til måltider og omsorg på knejpen. Claus viser mig grumsede sort-hvid billeder fra dengang, hvor væggene var mørke og cigarrøgen tyk. De hænger side om side med fotos af barmfagre damer i forklæder, som stod for bespisningen af de sultne mænd fra havet.

Egetræsborde af 200 år gamle skibsplanker

Naturalierne blev hængt op på samme vis som leopardskinnet, men op igennem Nyhavns stormfulde historie var det nær ved at gå galt for Restaurant Gilleleje, da stedets foregående ejer besluttede sig til at omdanne stedet til et trendy in-sted: vinduesglassene ud til havnen blev materet, mange af nipstingene smidt ud, og de historiske borde udskiftet med moderne af slagsen.

Heldigvis har Claus fået fingrene i de gamle borde igen. De har nemlig en helt særlig historie, for de er lavet af 200 år gammelt tømmer fra linjeskibet Prinds Christian Frederik. Det var det skib, som søhelten Peter Willemoes, der blev hyldet efter slaget på Reden i 1801, var ombord på, da den engelske flåde indhentede ham på ved Sjællands Odde. Besætningen sprang selv skibet i luften, og i mange år stod skibsvraget i havstokken, mens befolkningen fra Odde langsomt skilte det ad for at bruge egetræsplankerne.

I dag kan gæsterne nyde maden ved de selv samme egetræsborde, som skinner af et tykt lag skibslak, for Claus har som sagt skaffet møblerne tilbage, og gjort hvad han kunne for at genskabe det historiske omgivelser.
 

Har man aldrig taget sig en slentretur langs Nyhavns skyggeside, burde man gøre sig selv den tjeneste at smutte derover og opleve den meget joviale og hjemlige stemning. Turister er der en del færre af, og det hænder ikke sjældent at folk står og lurer indad vinduerne på Gilleleje for at besigtige de smukke dyreskind på væggene. Det behøver dog ikke betyde, at de også vælger at snupper sig en frokost på Gilleleje:

”Det sværeste er at få folk igennem døren for første gang. For mange er det ikke så oplagt at gå herhen forbi, men det har hjulpet meget med den nye cykelbro, som har drevet meget ny trafik forbi. Og vi har masser af stamgæster, som kender os rigtig godt, og nærmest er vores gode venner. De spørger ofte til vores datter, som tit hjælper til ude i opvasken”, siger Claus.

Fra kartoffelskude og smugkro til velassorteret ølkort

Nogle af stamgæsterne er kommet her i mange år – også fra før hans tid, og fra før stedet blev omdannet til café. Den nye ejer – ham med de materede ruder - kaldte restauranten Nyhavn 10, men inden da havde beværtningen heddet Restaurant Gilleleje lige siden 1876. Udfor stedet lå der nemlig en kartoffelskude ved navn Gilleleje, der hvert efterår kom med kartofler til byens fruer, og hvor skipperen drev smugkro i lastrummet. Det var ulovligt, så skipperen fik den idé at rykke sin kro ind i kælderen, hvor Restaurant Gilleleje nu ligger, og satte skibets navnebræt op over døren. Et nyt værtshus var født, og de våde varer er i den grad også i højsædet hos Claus og Susanne:

”Vi er rigtig stolte af vores lange ølkort, som indeholder gode bryg fra hele verden og matcher vores smørrebrød og snapse perfekt. Vi lukker klokken 16 og har altid satset på frokost. Her kommer også mange firmaer, der elsker at holde selskaber her, for her er meget mindre turistet, og stemningen er hjemlig og dansk. Favoritterne er vores rødspættefilet – vi vender den i rugmel og steger den i godt smør - men også rejemaden er populær. Det her er god gedigen mad”, siger Claus.

I anledning af Restaurant Gillelejes 10 års jubilæum holder Claus og Susanne en lille privat komsammen for leverandørerne, og ellers tager de sig tid til at se tilbage på et travlt årti hvor de har arbejdet på at genrejse stedets renommé og atmosfære. Og selvom væggene nu er hvide og der kommer masser af lys indad vinduerne, er stemningen alligevel utvetydig ’Nyhavn’, godt hjulpet på vej af skinnet fra Zanzibar og alle de andre minder.