Picture

Eastern Corner - thaimad til daseriet i Østre Anlæg

Hvorfor kun spise spicy saucer og sprøde ruller under Østens egen sol? Smut en tur forbi Eastern Corner inden dit besøg i Østre Anlæg og få fornemmelsen af Thailand med dig ned i græsset, for restauranten, der siden sin åbning i 1999 har været en regulær institution hos både lokale thai’er og madglade danskere med hang til eksotiske aromaer, laver hver dag et hav af take away retter. De behøves dog ikke tages med helt hjem - nyd istedet maden i de nærliggende parker som Østre Anlæg, Botanisk Have eller Ørstedsparken. Du ringer blot lidt i forvejen, så pakker de retterne for dig. Eastern Corner er især kendt for sin kyllingesuppe på kokosmælk, grillspydene, andebrystet og sin thaisalat, men du vælger naturligvis selv fra det overdådige take away kort.

Picture

Fyrtøjet - romantisk madkurv med det hele

Sol og mad nydes ligeså vel ved kaj som på grønsvær, og der er masser af steder at spise sin medbragte frokost i området omkring Nyhavn. Her ligger den klassiske restaurant Fyrtøjet,der er opkaldt efter H. C. Andersens berømte eventyr. Digteren og forfatteren boede nemlig i længere perioder i Nyhavn, og restaurantens gastronomiske profil hælder også til det klassiske og endda romantiske, med et sydlandsk anstrøg. Fyrtøjet har i flere år været et trofast fourageringssted for københavnske picnic-elskere og tilbyder en delikat madkurv fyldt med røget laks, serranoskinke, pate, oliven, brie, frugt, flute og en sommerlig flaske hvidvin. Madkurven er desuden fuldt udstyret med bestik og glas til en pris på 499kr for 2 personer. Fyrtøjet foreslår selv sine gæster at nyde madkurven på havnefronten langs Amaliehaven, ved Gefionspringvandet eller på Langelinje, men det er selvfølgelig helt op til den spisende.

Picture

Pipers Hus - hygge ned til Roskilde Fjord

Roskilde har indenfor de sidste år gjort sig gastronomisk bemærket med en stigende bevidsthed om fjordbyens gode råvarer. Dem er mange af de lokale restauratører blevet opmærksomme på, og nye initiativer som for eksempel RO:KOST, hvor byens restauranter laver menuer udfra midtsjællandske råvarer fra den nærliggende muld, har set dagens lys. En af de deltagende kræfter er Pipers Hus - den stråtækte hytte, der siden 1922 har dannet rammen for beboernes kulturliv i Roskildes smukt beliggende bypark. Sidste år overtog Peer Seipelt forpaktningen af stedet, og nu fremstår huset som en lys oase, hvor man kan nyde alt fra en lækker brunch over smørrebrødsfrokoster til varme, mættende aftenretter. Pipers Hus laver endnu ikke egentlige madkurve, men ringer man i forvejen og forhører sig, kan en god omgang take away godt pakkes på bestilling. Pipers Hus ligger nemlig på en imponerende akse mellem Roskilde Domkirke og fjorden, hvis grøntsværdsdækkede bakke hælder pittoresk ned mod vandet.

Picture

Krøyers Have - smørrebrød på Frederiksbergsk manér

Frederiksberg er en fascinerende blanding af parisisk chik og løssluppen kræmmermarkedsstemning - sidstnævnte hersker på stykket fra byens rådhus og ned langs Pile Allé gade til Søndermarken, hvor Frederiksberg bliver til Vesterbro. En af de stolteste eksponenter af Frederiksbergs mere folkelige side er Krøyers Have, der hører til blandt Frederiksbergs såkaldte ‘små haver’, som siden midten af 1800-tallet har mættet danske og udenlandske gæster i gedigen kost til en meget rimelig penge. Krøyers Have serverer klassisk smørrebrød: sild, salater, steg, ost og æblekage samt en varm buffet, og skønt Haven er stoppet med at lave egentlige picnic-serveringer er man velkommen til at ringe i forvejen og bestille en stribe smørrebrød ‘to go’ direkte fra den bugnende kort.

Picture

Ché Fè - italiensk økologi i Kongens Have

De gjorde det sidste år, og nu gør de det igen: fikser dig en god portion blandede antipasti á 6 styks, perfekte til at tage med hen om hjørnet i Kongens Have. Udvalget varierer alt efter råvarerne i de læs, som restauranten løbende får kørt hjem fra Italien, men favoritterne tæller dybstegte ‘arancini’ risboller a la Palermo, roast beef carpaccio, mozzarella, crostini, melon og skinke. Prisen er 100kr per person, og tjeneren ligger gerne en kølig flaske bobler med fra restaurantens egen gode kælder, hvis du er i det alkoholiske hjørne. En ekstra grund til nydelse er det faktum, at størstedelen af Ché Fès råvarer er økologiske.

Picture

Wabiwabi - sushi i græsset på Islands Brygge

Det japanske køkken er i den grad kommet for at blive i byen, og sushi er da det perfekte alternativ til både smørrebrød og middelhavstapas. Wabiwabi betyder ‘ting, der er smukke, friske og enkle’, og enkelhed er også picnic-tricket, når der skal smovses i græsset udenfor på den nærliggende Brygge: som take away hos Wabiwabi kan man sammensætte en fin frokostmenu af både sushi, sticks og forskellige salater, perfekt til at nyde på den grønne plæne langs Bryggens havnekaj. Stedet laver ingen decideret madkurv, men take away’en er i sig selv lækker at tage med sig hen på den grønne plæne langs Bryggens havnekaj.
 

Picture

Il Senso - kongen af den københavnske madkurv

Her er en af klassikerne i det københavnske picnic landskab - Il Senso, der som en af byens første vinbarer om nogen er gode til at læse sine gæsters behov for nærhed, hygge og frem for alt god vin og mad. I flere år har de tilbudt mulighed for en lækker madkurv, og med en beliggenhed blot en spytklat fra Kongens Have, er der ikke langt fra køb til action. En picnic kurv med ‘Antipasti misti’ kan nydes for 2 personer til den fine pris á 299kr. Lægger man 100kr oveni, kan man købe en De Luxe udgave, så kurvens flotte udvalg af ost, charcuteri og brød udvides. Kurven kan desuden udbygges med både mere mad og praktisk picnic-grej.