Golfentusiaster ved det godt: I Ørestad ligger en af Danmarks bedste golfbaner, nemlig mesterskabsbanen i Royal Golf Club. Til golfklubben hører et klubhus, hvor klubbens spillere kan få lidt at spise og drikke efter en lang dag på banen, men det er ikke sådan et støvet klubhus, som vi andre kender fra vores barndoms sportsklubber. Nej, her er lyst og lækkert, og så langt øjet rækker fra restauranten og den store terrasse, er der grønt, grønt, grønt. Men okay, klientellet er også, om end sporty klædt, anderledes elegant end det, der indtog Tutten i denne Spiseliv-skribents barndoms sejlklub. 

 
Ligeså er navnet – elegant – Restaurant Royal Golf. Og selvom menuen også byder på hjemmelavet burger og en dagens ret til 118 kr., så er det en menu, som henvender sig til et publikum, der er godt vant. Der er blandt andet stegt sandart, tartar og steak frites på kortet, som skifter med sæsonerne, og desserterne er også ganske meget smukkere end Tuttens pindis fra Frisko.
 
Alle er velkomne
Men selvom Royal Golf Club er en medlemsklub, er alle velkomne i restauranten, også dem, som ikke spiller golf. Det er dog først og fremmest selskaber, de to brødre som står bag Restaurant Royal Golf, vil satse på, og det gør de i deres cateringfirma FineDining.
 
”95% af vores gæster i restauranten er stamgæster, og mange af dem spiser her flere gange om ugen. De er ikke ude efter en avanceret 5-retters menu, så i restauranten fokuserer vi på at lave god klubmad og danske klassikere. Vi laver selvfølgelig tingene fra bunden af ordentlige råvarer, så det er i orden, men ikke noget fancy. Til gengæld giver vi den gerne gas på selskabsmaden – det er her, vi får lov at lege,” fortæller Thomas Høgh, som forpagter Restaurant Royal Golf sammen med sin bror, Sune Høi. De har begge en lang fortid i restaurantbranchen – Sune som tjener og Thomas som kok og importør af fjernøstlige specialiteter.
 
Skræddersyede menuer
Selskabsmaden er altså ikke bare et nødvendigt onde ved siden af restauranten, men noget, Thomas Høgh og Sune Høi tager meget alvorligt i deres forretning. De smukke rammer ganske tæt på byen og med en stor terrasse og golfbanen lige udenfor døren gør stedet oplagt til dagsmøder og temafester. Sune Høi fortæller, at der også er mange, der vælger at holde deres bryllup her, og det er ikke så underligt; her er virkelig fint.
 
Selskabsmenuerne skræddersys til det enkelte selskab, og man kan få alt fra en helt simpel, billig buffet til den helt store gourmetmenu med mange retter. Til receptioner, temafester og stående events har Thomas Høgh og Sune Høi til cateringfirmaet FineDining udviklet et koncept, de kalder ”cup food”, hvor maden serveres gaffelvenligt i smukke glaskopper, som er lige til at have i hånden. De mange glas tager sig smukt ud, når de står på en buffet, og det æstetiske er i det hele taget noget, der lægges meget vægt på. 
 
Thomas Høgh og Sune Høi overtog forpagtningen af restauranten i Royal Colf Club i april 2013. Restauranten er åben alle dage fra 10-22, og selskaber kan arrangeres hele året.