"I don't know what reception I'm at, but for God's sake give me a gin and tonic."
- Denis Thatcher

 

Nose2Tail har inviteret til smagning af deres ny-udvalgte gin. Deres nye drinkskort byder gæsterne på fem gin & tonics. Det er en rejse med særprægede med oplevelser. Nose2Tail har nemlig sammensat et kort, så ingen smagsoplevelse er ens, men alle fremstår som en absolut unik oplevelse.

Her følger en rejse ind i fem smagsuniverser, som jeg kun på det kraftigste kan anbefale:


Bulldog Gin garneret med lime og lakrids

“Never-die” attitude

Bulldog er navngivet efter intet mindre end Sir Winston Churchill med reference til hans mantra “English bulldog determination”; at være bestemt, ukuelig og stædig - at have en “never-die” attitude. Det udsagn definerer udmærket smagsuniverset. Du er pludselig hensat til herreværelse, sidder tilbagelænet i en chesterfield og mærker de bitre og stærke aromaer på tungen, der har tydelige noter enebær. Men smagen lever - den varierer i munden fra enebær, og fører ind i en sprød harmoni af utallige planteekstrakter, hvor blandt andet lavendel og citrus dominerer.
Ginen er selvsagt britisk produceret og lavet på lychee-frugter, lotusblade, citrus, mandel, lavendel, koriander og en god håndfuld yderligere krydderurter.

 

Geranium garneret med lime

“Jeg sidder i en blomst”

Geranium er en lille blomst, der vokser som død og djævel. Henrik Hammer duftede til den i 2009 i sit køkken. Den danske virksomhedskonsulent fik pludselig idéen at lave en gin ud af duften. Han valgte to typer geraniumplanter, der var identiske med de olier, der er i de frugter, bær, krydderier og grøntsager, der er grundstenen i de fleste cocktails. Blomster spiller en afgørende rolle i nye gintyper.
Luk øjnenene. Så er du der. Midt i marken med blomsterne alt imens sprøde aromaer triller rundt på tungen. Får du øje på de ti ingredienser?: Enebær, geranium, korianderfrø, citronskal, appelsinskal, lakridsrod, cassiabark, angelikarod og orrisrod. Den tiende ingrediens er hemmelig.


Beefeater 24 garneret med trane- og enebær jelly

“Union Jack is Back.”

Beefeater er et øgenavn på den britiske monarks bodyguard og daterer helt tilbage til 1485. Beefeater Gin er verdens mest klassiske gin - fremstillet af Desmond Payne i Kennington, London.
Beefeater 24 adskiller sig ved at være fremstillet med japansk Sencha og kinesisk grøn te i en botanisk blanding. Planteekstrakterne måles omhyggeligt og blandingen efterlades i blød i 24 timer. Deraf navnet Beefeater 24.

Ginen indholder noter af citrus, enebær og den aromatiske duft af den sjældne japanske Sencha te. En byge af citrus efterfulgt af enebær udvikler sig i munden til en lang eftersmag af krydret koriander og lakrids. Og hvor kan du være landet andre steder end i det ærkebristisk rum, hvor de destillerede krystal-blanke dråber glider som perler ind i din mund.

 

 

Hendricks garneret med agurk

“In favor of the odd”

Wall Street Journals kæledægge. Den skotske producerede gin blev kåret som verdens bedste af det amerikanske dagblad i 2003. Det er klassens ener. Den sjældne blomst. Hende man hader eller elsker.
Og jeg formoder, hun er en hun, for ginen indeholder de helt unikke ingredienser som rosenblade og agurk. Feminint og forførende. Den sødmefyldte gin fra det skotske destilleri har desuden en lang række andre ingredienser som hyldeblomst, kamille, mjød-urt, kommenfrø og sågar cubeb bær, der siges at bringe held i kærlighed. Hendrik’s Gin slogan lyder ´It’s not for everyone, but it’s for me´. Så take it or leave it. Love it or hate it.

 

Monkey 47 garneret med lime

“Monkey-business”

Montgomery Collins, en pensioneret Royal Air Force soldat, vandrer rundt i den store, mørke skov - Swartzwald og finder særprægede ingredienser, som han sammen med en række indiske ingredienser laver en gin af. Han har boet i Indien hele sit liv og savner landet forfærdentligt. I Berlin Zoo møder han aben Max, som han tegner. I 2008 blev opskriften og Collins tegninger af aben købt af The Black Forest Distillers.

En menneske-historie på flaske. En fusion af Indien og Swartzwald. Dråberne fortæller historien om en Royal Air Force pilots liv og skæbne. Måske du allerede svæver i et flyver, over det der engang var en bristisk koloni: Indien - højt deroppe mellem skyerne i et smagsinferno af 47 ingredienser. Munden fyldes af noter af blomster, citrus og en afdæmpet enebær. En eksotisk rejse.