Det knaser og brager af sesam, når man tager den første bid af sin kinesiske toast på Magasasa. Der er noget selvmodsigende i det, det ved vi begge, og Jiamin kommer mig da også til undsætning: ”jeg ved godt, at brød slet ikke eksisterer i det kinesiske køkken, men jeg er åbenbart sat i verden for at lave lidt om på tingene”, siger hun med et smil og retter lidt på en sort skål på bordet.

Herinde i Magasasas nyeste restaurant på Vesterbrogade bliver det pludselig tydeligt, hvor uforudsigelig og fuld af paradokser madverdenen nogle gange kan være: Kina har igennem de sidste tusinder af år udviklet et næsten bundløst skatkammer af retter, som de færreste tør pille ved. Alligevel viser køkkenets styrke sig netop i mødet med andre virkeligheder, og Jiamin er i sig selv billedet på det nyt og anderledes Kina: hun er en ung kvinde, der driver 4 restauranter i centrum af København og ikke er bange for at smuldre toastbrød, hakke tigerrejer og blande det hele sammen til sprøde hapsere, som tiltaler de danske ganer.

Takket være unge Jiamin ligger Kina efterhånden spredt godt udover Vesterbro – og ikke i form af sydende grillbarer og buffeter med daggammelt indhold, men med både traditionelle og fornyende retter, der også overrasker de herboende kinesere, der henover flere årtier er blevet en del af den københavnske ’melting pot’ af forskellige kulturer.

 

Kineserier fulde af kreativitet og legesyge

Selvom man som københavner knap kan huske, hvordan det var dengang kinesisk mad netop kun rimede på friture, så er det kun 9 år siden, at Jiamin og hendes familie åbnede deres første Magasasa-restaurant og dermed begyndte at indføre en ny kvalitet fuld af smag og legesyge. Det var på Istedgade, og køkkenet skulle hylde det spicy og krydrede Sichuan-køkken, som kommer fra det østlige Kina. Stedet blev en stor succes hos de lokale, og så gik det stærkt: Jiamin åbnede endnu en Magasasa på Amagerbrogade, hvor Hunan-køkkenet med sin sødme og anderledes, krydrede aroma fik lov at regere, og derefter rykkede hun ind i den hippe kødby med et helt nyt koncept: cocktails og dim sum.

”Dim sum kommer fra det kantonesiske køkken i det sydlige Kina og var perfekt til Kødbyens atmosfære: for hvad er bedre end at sidde og hygge med lækre dim sums og sippe cocktails til, inden man tager videre i byen?”

Gæsterne er vilde med både maden og drikkelsen, men Jiamin ville også skabe noget for byens mange turister. Derfor åbnede hun sin fjerde Magasasa på Vesterbrogade i november, hvor hun for første gang samler alle favoritterne fra sine øvrige spisesteder, og tilføjer nye klassikere fra det kinesiske køkken. Men hendes hemmelighed har hele tiden været at kombinere de kinesiske smage med europæiske vaner – deraf de førnævnte ’toasts’ og for eksempel hendes meget populære forårsruller. I forvejen er forårsruller paradoksalt nok en sjældenhed i selve Kina, og hos Jiamin fylder hun dem endda med andeconfit:

”Confit kommer fra det franske køkken, men jeg elsker den søde, bløde smag af det fede andekød, og i kombination med forårsrullens sprødhed er det den perfekte snack”, fortæller hun.

 

Danskernes mod inspirerer mig

Jiamin føler sig yderst privilegeret over at bo i Danmark. Hun fortæller at det er danskernes mod og lyst til at prøve noget nyt, der også kastede hende ud i at eksperimentere med sit hjemlands køkken: ”Danskerne er så gode til at prøve nye ting, også i privaten. I er ikke bange for at kombinere ting på kryds og tværs – alle danskere spiser jo ikke frikadeller, vel? En stor del af jeres køkken består af favoritter, som I mere eller mindre har opfundet derhjemme, og det synes jeg er så fedt”, fortæller hun.

Jiamin er ikke uddannet kok men har altid stået i et køkken, og inspirationsturene går verden rundt – senest til New York og San Francisco. ”Lige nu eksperimenterer jeg med en meget blød dej, som jeg vil komme kinesisk fyld i. Det er ikke rigtig set før, men danskerne og de mange turister her på Vesterbrogade skal blive de første til at prøve det. Når jeg sidder her ved vinduet og kigger ud på gaden kan jeg se en masse udlændinge, som bor på hotellerne lige her ved siden af. Men af en eller anden grund drejer mange af dem ned mod Kødbyen. Måske er de bare på vej ned til min anden restaurant”, ler hun.

Eksperimenternes frontløber

De nye lokaler, som vi sidder i, har prøvet det før: her lå før en af Klaus Meyers mange restauranter, og gaden myldrer af spisesteder og butikker. Vi taler om hvor lokal København i grunden er, og det forunderlige i at en location har sine helt egne fortrin og ulemper. ”Den her Magasasa bliver eksperimenternes frontløber indenfor mit kinesiske køkken. Det er her, der rigtig skal leges, og hvor man kan smage det bedste fra mine regionale køkkener i København”. Jiamin må et øjeblik hæve stemmen, for hendes far er i fuld gang med at sætte skruer i loftet, der skal bære et stort forhæng.

”Vi vil lave nogle mindre sektioner, hvor folk kan sidde og gemme sig lidt. Det bliver en del af hyggen”, siger hun om et ærkedansk begreb, der nu kombineres med det bedste fra Kina. Som på resten af hendes restauranter har det båret succes: hygge, godt håndværk i køkkenet og et kinesisk univers, som københavnerne har taget imod med kyshånd.