Ny restaurant når i mål med Kickstarter-kampagne


Teamet bag den kommende restaurant MadMad Mad Bodega har haft en god start på ugen. Mandag morgen kunne Heather Thomas, Marian Reed og Martin ’Guf’ Rasmussen endelig tillade sig at juble. Deres Kickstarter-kampagne, hvor de skulle indsamle 150 000 kroner, endte på 167 000 kroner. En kæmpe succes, der betyder, at MadMad Mad Bodega kommer et skridt tættere på at kunne åbne om nogle måneder.

”Det er fantastisk, at danskerne tør satse penge på min lille restaurant. Jeg er helt rørt,” siger Heather Thomas, som regner med at slå op dørene for den økologiske restaurant på Vesterbrogade i april.

MadMad Mad Bodega er den første danske restaurant, som er lykkedes med at indsamle penge via crowdfunding-tjenesten Kickstarter, som blev introduceret i Danmark efteråret 2014. Alle som har støttet projektet bliver belønnet. Nogle får en kanelsnegle i måneden resten af året. Andre, som har støttet med et større beløb, bliver inviteret til at prøvesmage på restaurantens nye menu før alle andre.

”Om kokken så skal bage 1000 kanelsnegle, så har det været det hele værd,” siger en lykkelig Heather Thomas.

Næste skridt er at Heather Thomas, Marian Reed og kokken Martin ’Guf’ Rasmussen lægger alt fokus på at få restauranten færdig til april.

En af de vigtigste ting, der skal laves, er, at navnene på alle, som har støttet kampagnen på Kickstarter, skal indgraveres i barens indretning. Så når de 177 personer, som støttede kampagnen kommer forbi i fremtiden, kan de finde sit eget navn. En del som, Heather Thomas synes, er vigtig.

”Alle, som har støttet projektet er en del af MadMad Mad Bodegas historie. Når folk sidder i baren og drikker en øl, kan de se, at det her projekt er støttet af helt almindelige mennesker, som tror på, at økologi og bæredygtighed er vejen frem.”

Inden åbningen skal menuen finpudses. Allerede den 12. februar får nysgerrige lov til at prøve nogle af restaurantens retter og komme med feedback.

Eventet, som har fået navnet ”MadMad’s Valentine Dessert Challenge” skruer op for kærligheden og fejrer Valentines Day et par dage i forvejen. Den 12. februar konkurrerer kokken Martin ’Guf’ Rasmussen og barchef Marian Reed, om hvem der bedst kan tilfredsstille gæsternes søde tand. Martin ’Guf’ står for at tilberede tre desserter til alle gæsterne, samtidigt som Marian Reed serverer tre cocktails med nogle af de samme ingredienser.

MadMad’s Valentine Dessert Challenge
Den 12. februar 2015 afholder MadMad Mad Bodega et pop up-event på Aens Øl på Åboulevarden 50 i København. Der dyster barchef Marian Reed og chefskok Martin ’Guf’ Rasmussen, om hvem der kan tilfredsstille gæsternes søde tand bedst. Marian forbereder tre cocktails og Guf tre desserter. Billetterne koster 375 kroner og kan købes på Billetto