Den 18. december åbner endnu en af københavnernes foretrukne gourmetsteder i Københavns Lufthavn, når Le Sommelier rykker ind i Terminal 2 med deres nye bar og bistro. Her vil man finde et menukort med fransk hverdagsmad, der dækker alt fra den lille morgensult, til de store aftenserveringer på bistromanér.

Francis Cardenau og resten af holdet bag Le Sommelier Bar & Bistro vil servere franske bistroklassikere lavet på de bedste råvarer, som man kender det fra filialen i Bredgade. Ideen er, at man skal kunne få den simple klassiske bistromad, som den serveres i Frankrig. Et uformelt måltid af gode råvarer til en god pris. For selv om det er råvarer af højeste kvalitet og økologi der er i fokus, er prisen vigtig: ”Maden skal ikke koste mere, end at man kan tillade sig at tage den med sig op i flyet” siger Francis, og derfor kommer alle retter også til at kunne købes som take away.

Bistromad fra morgenstunden

Restauranten vil have åben hele dagen, så Lufthavnens gæster vil kunne nyde godt af de franske lækkerier lige fra morgenstunden, hvor der hver dag vil blive bagt flere slags brød og smørfyldte croissanter, pain au chocolat og franske kager. Dagens udvalg af kager og desserter vil være at finde i en stor glasmontre midt i restauranten, i ægte pâtisserie stil.  

Køkkenet vil være åbent, så gæsterne kan følge med i kokkenes arbejde, mens de venter på maden. Og for dem der ikke har tid til at vente, sørger rotisseriet for grillkylling, og så er der fransk fastfood når det er bedst!

Plads til 250 gæster

Francis selv vil stå i køkkenet, ligesom alle folk i restauranten og baren er fra moderfilialen i Bredgade. Der bliver plads til 250 spisende gæster, foruden lounge og den store bar, hvor pladsen er god, hvis ventetiden og lysten mest er til vin og charcuteri end til et fuldt bistromåltid.

Bag Le Sommelier Bar & Bistro står Copenhagen Concepts, der også driver MASH,  der tidligere i år ligeledes  åbnede en afdeling i lufthavnen.

København tættere til Lufthavnen 

Målet fra lufthavnens side er at trække København lidt tættere på lufthavnen, og på den måde forlænge rejseoplevelsen – og for folkene hos Copenhagen Concepts, er det en stor ting at få filialer i Kastrup, da det kan være en åbning til at starte filialer uden for landets grænser.

Som en lille smagsprøve på hvad vi kan forvente af lufthavnens nye bistro, blev Spiseliv inviteret til pop up ”middag for fire” blandt de rejsende i gate B3 – dette bliver til en lille teaser, der kan ses i forbindelse med åbningen.