Casa Carola ligger som en latinamerikansk kulturperle i hjertet af Aarhus. Ikke mere end et stenkast fra den populære Åboulevard finder man denne enestående mulighed for at opleve både maden og dansen langt fra den danske suppe steg-og-is-virkelighed.

Det er lørdag aften og restauranten er fyldt med farvestrålende kjoler og glade gæster, der sidder og nyder middagen, som denne aften er tilberedt efter den Brasilianske nationalret. Casa Carola er opkaldt efter indehaveren, den chilenskfødte Carola Alvarado, der de sidste to år har sørget for, at Aarhusianerne har kunnet lære at danse salsa, samba og andre latinske rytmer, efter de har nydt en lækker middag.

Carola Alvarado fortæller, at konceptet hos Casa Carola er, at man skal kunne komme og nyde et måltid mad for blot kr. 125, som er fremstillet efter aftenens tema, hvorefter man efterfølgende kan få en times undervisning i salsa, inden aftenens fest går i gang. Hvis du blot har lyst til at få danseundervisning, koster det kr. 50. Denne lørdag er temaet Afro Night, Dj Black Sheep spiller op til sambaworkshop efter maden. Det er imponerende at være tilskuer til, for det ene øjeblik sidder gæsterne i restauranten og nyder deres mad, hvorefter de øjeblikket efter alle rejser sig og rydder borde og stole væk. Det er tydeligt, at gæsterne hos Casa Carola kender konceptet og har prøvet det før. Med ét er dansegulvet fyldt og ud af højtalerne strømmer de lækreste rytmer og det er svært at stå stille. Carola Alvarado fortæller, at det har taget noget tid, inden folk helt havde taget konceptet til sig i Aarhus, men nu kommer de samme gæster igen aften efter aften.

Konceptet er gennemført ned til mindste detalje: maden, musikken og dansen sidder lige i øjet. Carola Alvarado er en ørn i et køkken og kan lave de fleste retter, men hun er ikke bleg for at hyre gæstekokke, hvis aftenens tema ligger udenfor hendes kogekunst.
Denne aften er det Moze Eksil afrikansk danser fra Uganda og danser Oriana Vigl, der underviser. Der er undervisning i en time og herefter er dansegulvet frit til dans resten af aftenen. Til hver temaaften er der kompetente undervisere, man kan fx også møde Miguel Flores, som i Aarhus er kendt som en af de bedste salsaundervisere i byen.

Casa Carola er en enestående restaurant i Aarhus og vi har ikke fundet dens lige i byen, så hvis man er ude for at udforske andre madkulturer og danserytmer, så er man kommet til det helt rette sted her. Følg med på Casa Carolas Facebook side for at se de kommende temaaftner.