Indehaveren Wei Wu byder velkommen og begynder kurset med at fortælle om de forskellige ingredienser, der bruges i traditionel sushi. Gennemgangen er interessant og detaljeret. Med humor og stor viden om det japanske sushi-køkken tager Wei Wu dig igennem alle trin fra tilberedning af ris til valg af tangpapir, han fortæller, hvordan ingredienserne bedst kan sættes sammen, så du får en god smagsoplevelse og endda, hvordan du kan behandle og udskære din fisk.

Stemningen er afslappet og hyggelig, og der er masser af tid og mulighed for at stille spørgsmål til ingredienser, teknikker og andet, man kan blive nysgerrig på.

Du får hurtigt lov til selv at kreere din egen sushi. De viste teknikker kan afprøves mens Wei Wu går rundt blandt bordene og hjælper eller giver gode råd. Der er mange forskellige måder at tilberede sushi på, og kurset giver dig rig mulighed for at prøve dem alle af: både almindelige maki-ruller, inside-out-ruller, nigiri og miniruller. Og den velsmagende sushi kan pyntes, så dit fad ligner et sandt festfyrværkeri. 

Når kurset er slut, får du lov at nyde din egen sushi i restauranten sammen med de andre kursister.

Det er også muligt at bestille sushi-kurset ”ud af huset”. Wei Wu fortæller, at de ofte er ude til selskaber, polterabender og firmaarrangementer. Man skal blot ringe og aftale antal personer og timer med Soya 2, så kommer de ud til din adresse med alt, der skal til, for at holde et sjovt og professionelt sushi-kursus.

Ring til Soya 2 for at tilmelde dig kurset eller høre om muligheden for at afholde det ude af huset. Kurser starter op igen efter d. 20. Oktober 2015.