Køkkenchefen på en af Nykøbing Falsters bedste restauranter, La Comida, har inviteret en lille håndfuld gamle kokkevenner fra gode restauranter på hele Sjælland til kokketræf lørdag den 21. april.

Her kan man møde fire unge talenter fra restauranter rundt omkring på Sjælland og Falster, som lader kreativiteten få frit løb og hver især giver deres bud på de retter, der bedst viser, hvem de er som kokke.

”Planen er, at vi skal vise vores forskellige madstile og de teknikker, vi bruger. De andre gange, vi har gjort det, har man kunnet se en klar og tydelig forskel på retterne. Kokketræffet laver vi på vores præmisser, og der bliver sikkert også serveret nogle ting, der skiller vandene,” fortæller Rasmus Elver Borre, som er køkkenchef på La Comida.

Den eneste regel, kokkene har skullet overholde, er nemlig den, at retterne skal være nogle, de selv vil spise med glæde.

Først og fremmest for skæg
De deltagende kokke er udover Rasmus Elver Borre selv Mikkel Olsen fra Babette (tidligere bl.a. Søllerød Kro og AOC), Sten Nagel, køkkenchef på Kultorvet 5 (tidligere bl.a. souschef på Divan 2 og Operaens gourmetrestaurant) og Thomas Blitz fra Frederiksminde (tidligere bl.a. køkkenchef på Babette og souschef på Prémisse).

De deltagende kokke har arbejdet sammen rundt omkring i landet, men mødes af og til og laver kokketræf, næste gang altså på La Comida.

Hvorfor gør de det?

"Vi gør det for at udfolde vores hjerner, men først og fremmest fordi det er skide skægt," siger Rasmus Elver Borre.

Arrangementet starter kl. 17.30, og de 12 retter mad, som vil blive serveret, ledsages af 10 matchende vine udvalgt af Peter Bojsen fra Kjær & Sommerfeldt, som vil fortælle om de valgte vine undervejs.