Picture

Ama’r Strandbar: Surferhår, musik og strandmad

Ama´r Strandbar er det helt rigtige sted at slå et smut forbi til eftermiddagschill efter en tur på Amager Strand. Der er mulighed for sand mellem tæerne, og dresscoden peger mere mod klipklappere end fine stiletter.

Strandbaren er denne sommers afløser for sidste års populære vandingshul, Mulata Social Club, og i år der anlagt en kæmpe terrasse ud mod vandet foran de indendørs faciliteter i det gamle krudthus, hvor Surf & Ski normalt har til huse. Med andre ord er der tale om et sted, hvor der også er fest selvom det danske sommervejr opfører sig upålideligt, som det plejer.

Bag stedet står tre Vesterbrobarer; Riesen, Märkbar og Sort Kaffe & Vinyl. Sidstnævnte står for en udendørs kaffe- og surferbar, hvor der vil blive serveret god kaffe og spillet surfermusik hele sommeren.

Inden står musikklubben The Gun Club hver torsdag og fredag for musikken, mens Annes Gademad sørger for asiatisk mad i hjemmelavet stil.

Picture

Couloir: Afterskistemning og grillmad

Couloir ligger lige ved siden af Ama’r Strandbar og kan nærmere betegnes som en strandrestaurant end –bar. Spisekortet er relativt stort, og foruden den kæmpe udendørs terrasse er der også masser af plads inden døre.

Folkene bag er desuden indblandet i en blandt skandinaver populær afterskibar i Tignes i de franske alper. Det skulle gerne garantere for en vis tilstrømning af sommerramte skiløbere, som gerne vil mødes med gamle venner og flammer fra skiferierne i det franske.

Kortet byder på grillede lækkerier som kyllingefajitas, burger, oksefilet med béarnaise og Couloirs version af klassikeren fish’n’chips: Grillet sild med fritter og tartarsauce. Desuden er der en håndfuld lette retter til de småsultne. I weekenderne serveres der brunch, og baren byder i bedste afterskistil på masser af kolde øl.

Picture

Docken: Udsigt og kultur på det yderste hjørne af Nordhavnen

Docken ligger på det yderste hjørne af Nordhavnen og byder på alt, hvad hjertet kan begære for den strandbarhungrende københavner. Her er vand, mad, kølige drinks, is, kunstudstilling og musikarrangementer med jævne mellemrum.

Fra liggestolene i sandet foran restauranten og terrassen, der hæver sig tre meter over jorden, kan man nyde den fantastiske udsigt til Sverige/Hellerup/skrotbunken på den modsatte side af vandet. Hvis man er til spisning under mere formelle former, kan man også tage plads ved de overdækkede borde foran restauranten eller indendørs, hvor vinden rusker lidt mindre.

I weekenderne serveres der brunch, og resten af ugens dage byder menuen på grillmad til rimelige priser, lette og lune retter.

Picture

Ocean Club: Beach club for velbjærgede og dem der ligner

Ocean Club i Kalkbrænderihavnen er det nærmeste, vi herhjemme kommer på en klassisk beach club. Sådan én som man – hvis man har kontakterne i orden – kender dem fra fjernere himmelstrøg. Her er masser af muligheder for at parkere øsen, hvad enten man kommer i Bentley eller båd, og omgivelserne emmer af luksus.

Alt er indrettet i hvidt, og fra højttalerne summer delikat loungemusik. Menuen er international, let og lækker – ligesom klientellet, der kommer her for at blive set. Det er ikke en god idé at være iført en gammel las fra sidste år på Ocean Club.

På den udendørs terrasse er der mulighed for at slikke sol hele dagen, fx nippende til en af barens prisvindende cocktails. Hvis en solskoldning nærmer sig, eller den danske sommer bare ikke ter sig, som man kunne ønske, kan man rykke ind i restauranten, hvor beach club-stemningen er intakt og udsigten over havnen fænomenal.

Picture

Halvandet: Byens mest velassorterede strandbar

Hvis man begiver sig ud ad Holmen og fortsætter, til man ikke kan komme længere, støder man måske på Halvandet. Denne byens mest velassorterede strandbar breder sig over 6000 m2 plus vand, og der er plads til 600 siddende eller liggende gæster.

Her kan man fx forlyste sig med kajakpolo, bungee run, human football, sumobrydning, rodeotyr og gladiatorkamp, men hvis man er i lidt mindre eventyrlystent humør, kan man også bare snuppe sig en kold bajer, slappe af og nyde udsigten over Københavns Havn fra en af de mange fantastiske mini-cabanas.

Barkortet er ret omfattende, der er glimrende morgenmad eller brunch om dagen og til aften tændes der op i grillen. Alt sammen til helt okay priser.

Picture

Ofelia Beach: Storskærm og kulturtilbud ved Skuespilhuset

I starten af juni åbnede Københavns nyeste strandbar, Ofelia Beach, lige ved Skuespilhuset.

Her kan man hver dag hele sommeren komme forbi og kaste sig i en liggestol med lækre sager som salater og sandwich eller våde varer som cocktails, smoothies og fadøl.

Der er løbende musikarrangementer på Ofelia Beach, og med en åbningstid til klokken 02 i weekenderne er der lagt op til, at strandbaren kan tage over efter steder som Luftkastellet, Papa Hotel og Mulata Social Club, som nu desværre er hedengangne.

Men en af de største trækplastre denne sommer bliver nok alligevel Ofelia Beach's kæmpe storskærm, hvor man på 54 m2 kan se samtlige VM-kampe – så længe det varer endnu.

Desuden er der løbende andre kulturelle arrangementer som tangoundervisning, sommerballet, udendørs teater, opera og jazz på strandbaren, så det er bestemt værd at holde øje med programmet, som kan ses på hjemmesiden.

Picture

La Terraza: Kosmopolitisk strandbarstemning midt i byen

La Terraza er det 5-stjernede hotel Skt. Petris udendørs café, hvor der er åbent i sommermånederne, når vejret er til det.
Den ligger på 1. sal på hotellets terrasse lige udenfor Brasserie Petri og er indrettet i strandbarstil med solsenge og parasoller – dog uden vand. Her kan man i en kosmopolitisk atmosfære sippe drinks og slikke sol midt i København.

Menuen er den samme som i caféen i stueetagen, klassiske franske bistro- og caféretter som croque monseiur, bøf bearnaise, burgere, salater osv.

Drikkevaresalget står eventbureauet Copenhagen Exclusive for, og her kan man fx få øl, juice og klassiske strandbardrinks, ikke at forveksle med de eksklusive cocktails, der serveres i Bar Rouge, som også ligger i hotellet.

Der er mulighed for afholdelse af arrangementer på La Terraza, men den kan ikke overdækkes, så udfoldelsesmulighederne er til dels afhængige af vejrgudernes lune, og af hensyn til naboerne lukkes der ned senest klokken 22.

Picture

Coconut Beach Bar: Strandbar til al slags vejr

LUKKET