Nye events i støbeskeen

Tapashusets ejere stammer fra Barcelona, og menukortet afspejler naturligvis det spanske ophav med en lang række klassiske tapas, fremstillet ud fra familiens gamle opskrifter. Tapasmenuen er populær, så her bliver der ikke pilllet voldsomt meget ved konceptet, lover Alexandra Tor Del Spar, som er udset til at bestyre Tapashuset efter sin far. Til gengæld har hun andre planer for restauranten med den centrale placering.

"Vi kommer til at udvide vores cocktailsortiment kraftigt, så der bliver mulighed for at blive hængende både før og efter middagen til et par gode cocktails i baren. Planen er at åbne køkkenet ud til restauranten, så vi får et åbent køkken med en spisebar," fortæller en begejstret Alexandra Tor Del Spar, som også kan løfte sløret for en række kommende events.

I samarbejde med den kendte dj Jean Von Baden, som står for restaurantens lydside, og eventmageren Deborah Szakolnik, er der blandt andet planlagt konceptet 'Mamas & Tapas', hvor store spanske madammer kommer til at stå for serveringen. Selskabslokalerne har også fået en overhaling, og her er der mulighed for at holde sit selskab i et lokale med egen bar, egen musik og mulighed for at holde festen kørende til klokken 02.

En opdateret grisefest på vej
Tapashuset har for nylig gennemgået en grundig opdatering. Væk er lertøjskrukkerne med olie og de varme, men også lidt tunge orange farver på interiøret og det spanskinspirerede nips på væggene. I stedet fremstår Tapashuset nu moderne, stilrent og afslappet med grå og hvidmalede vægge, nye lamper, borde og stole og smukt patinerede spisebænke i olieret træ.

"Selv om maden stadig grundlæggende hylder den klassiske tapasstil, vil vi gerne distancere os lidt fra den gamle skole af tapasrestauranter, hvor der er lertøj på bordene og interiør og vægge i orange farver, og som i nogle tilfælde stadig ligner museer over kitschede spanske ferieminder," siger Alexandra Tor Del Spar med et grin og afslører, at hun i løbet af sommeren faktisk har planer om relancere en gammel charterkending - grisefesten, komplet med helstegt pattegris og uhørte mængder af iskold sangria, som nok skal få stemningen til at lette på restauranten i Jernbanegade.