København er ved at ligne en vaskeægte storby, også hvad angår vaskeægte konditorier. Engang var der kun noget, der hedder La Glace. Nu er der alt muligt. Seneste skud på stammen er Nikolaos Strangas, og han er ikke hr. hvemsomhelst.

Nikolaos Strangas er tidligere dessertkok på Era Ora og har derudover arbejdet på D'Angleterre og Hilton. Og nu har han fået fod under eget kagebord, lagt hånden om egen tyllepose, skrevet sit navn i smeltet chokolade... Vi kunne blive ved! For meget kan man sige, men hvis man har en sød tand, må man sige, at det er rimelig nemt at få mundvand, når man hører om/læser om/besøger Nikolaos Strangas i hans nye Conditori & Cakeaway et lille stenkast fra søerne på Åboulevarden 7 i København (V).

Lokalet er lille, men kagerne mange! For eksempel er han manden bag de pastelfarvede små 'mandelburgere', som man bl.a. har kunnet købe i Magasin. I hans eget konditori sælger han hele 15 forskellige af slagsen. Alt – ALT – produceres i det tilstødende køkken, endda à la minute, mens man står og venter, og listen over kreationer er god og lang og svulstig. Hvis vi må have lov at citere direkte fra pressemeddelelsen (nogle ting bør ikke nødvendigvis opfindes igen): macarons, marshmallows, fyldte chokolader, små og store moussesager med Valrhonachokolade, frisk frugt, nødder, kakaonibs, lakrids osv., og mini-kartoffelkager, vaniljebiscuits, store kager, små kager, dessertcremer og meget andet. Uhm? Uhm.

Kagerne kan enten spises i biksen eller tages med. Eller man kan spise en i biksen, mens man venter på at få en med også, ja, det må vist være den optimale løsning.