Buhl og Pasfall har skruet en aften sammen i kartoflens tegn med fem-retters kartoffelmenu og optræden med sang ved kartoffelambassadøren selv for at give den gamle rodfrugt fornyet hæder og ære. 
 
”Kartoflen har altid stået mig nær, for det er en fantastisk spise og en helt sublim grøntsag, der kan erstatte meget forskelligt”, fortæller kokken Thomas Pasfall. ”Men det er skægt til det her arrangement at få lov at fortolke den i alle dimensioner – ikke kun som tilbehør, men som hovedrollen i samtlige retter. Kartofler kan jo simpelthen så meget med skiftende smag og muligheder alt efter de skiftende sorter – og så har vi virkelig gode jordforhold her på Fyn.”
 
Tilbage på Danmarkskortet
I år var det 16. gang, at Danmarks Kartoffelråd holdt årsmøde og kårede deres ambassadør, som via sit navn og virke skal gøre en ekstra indsats for at sætte kartoflen på plakaten hos den brede befolkning igen. De seneste årtier har kartoflen unægtelig fået hård konkurrence, efterhånden som nye vaner, trends og råvarer er rykket ind i køkkenerne.  Uddelingen af den årlige kartoffelpris regnes derfor af kartoffelrådet selv – og også mange kokke - for en af de mest prestigefyldte gastronomiske priser i kokkebranchen. Tidligere kartoffelambassadører tæller navne vidt og bredt fra både kunstens og politikkens verden, som f.eks. sangeren Stig Rossen og den tidligere venstreminister Britta Schall Holberg.
 
Kartoffelfremmende tiltag
Rådet har desuden påtaget sig protektoratet for Danmarksmesterskabet i dyrkning af frilandskartofler, og i samarbejde med Ugebladet Søndag taget initiativ til en konkurrence om Danmarksmesterskabet i kartoffelopskrifter for ikke-professionelle. Derudover har Danmarks Kartoffel Råd udnævnt Valdemarsdag - den 15. juni - til Hele Danmarks Kartoffeldag.
 
Den fynske kartoffelhyldest finder sted på Restaurant Pasfall torsdag den 16. oktober kl 19.00. Her kan gæster nyde hele fem retter, der kredser om kartoflens mange facetter. Prisen er 995 kr. per person inkl. aperitif, vinmenu, kaffe med kartoffelkage og operasang mellem retterne.