Mange - og måske især de friskeste morgenravne - er glade (vi undgår at skrive afhængige...) af deres morgenkaffe. Og for ganske nylig der er åbnet et sted på Vesterbro, der tilgodeser netop dem. "Keep It Simple - Smile" er navnet på den morgenfriske kaffebar, der kun har åbent i hverdagene fra kl. 06.30 - 10.00. Så det er om at komme ud af fjerene, hvis man vil prøve Vesterbros nyeste mokka-pusher.

Konceptet er, ifølge Mie Boie Petersen der har startet kaffebaren, at "gi' et smil og en kop kaffe på din vej. Min tanke bag kaffebaren er den personlige betjening, ideen om at kunne råbe "hej" ind ad døren på vej forbi på cyklen og vide, at når man stopper er der for eksempel en lille latte med 2 x sukker klar til afgang."

I den lille butik står espressomaskinen klar sammen med kaffe og økologisk mini- eller sødmælk. Og priserne er rimelige: 15 kr. for en omgang espresso og hhv. 23 og 28 kroner for en lille eller stor mælkebaseret kaffe.

Et hul i kaffemarkedet

Hvis man har lyst til en siddepause i stedet for at hoppe tilbage på havelågen, kan man også vælge at slænge sig i en gammel chesterfield eller forskellige skamler man selv kan rykke rundt - og hvis solen også er morgenfrisk, kan man også vælge at sætte sig udenfor.

"Jeg synes, der manglede et tilbud til dem, der skulle tidligt ud af døren. Åbningstiden hænger først og fremmest sammen med udbuddet eller mangel på samme på det tidspunkt. Når først du rammer kl. 10, er der jo et hav af andre tilbud på kaffemarkedet", siger Mie.

"For mig personligt er det jo en rigtig fin mulighed for at glæde andre, prøve kræfter med at være selvstændig, samtidig med at jeg kan kombinere det med jobbet hos vinimporten Vinrosen, hvor jeg også arbejder.

Vesterbro'erne kan i hvert fald ikke komme uden om, at de nu har en undskyldning mindre for at komme for sent ud af dynen.

"Jeg synes, der manglede et tilbud til dem, der skulle tidligt ud af døren. Åbningstiden hænger først og fremmest sammen med udbuddet eller mangel på samme på det tidspunkt. Når først du rammer kl. 10, er der jo et hav af andre tilbud på kaffemarkedet" Mie Boie Petersen, Keep it Simple - Smile!