I Danmark, og i særdeleshed i Smålandshavet, kan man finde noget nær verdens bedste klima for dyrkning af kerne- og stenfrugt. Derfor inviterer Sydhavsøernes Frugtfestival nogle af Nordens dygtigste kokke til at undersøge kerne- og stenfrugtens kvaliteter i årets kokkedyst.

De fem kokke tilbereder maden i køkkenteltet, hvor publikum kan kigge med på arbejdet. Kokkene afleverer en hovedret og en dessert. Tre af anretningerne ved hver aflevering bliver delt ud blandt publikum, hvilket betyder, at der i alt er 30 anretninger til øjeblikkelig fortæring og forhåbentlig nydelse på torvet i Sakskøbing.

Deltagere 2015:
Patrick Godborg – Restaurant Babette (forsvarer sidste års titel – se vedhæftet billede)
Martin ’Guf’ Rasmussen – TV-kok og idémand bag Nose2Tail
Rasmus Kofoed Sørensen – Danske kokkelandsholdet
Rasmus Hansen – Nordisk Spisehus i Århus
Frederic Rabenne – Grand Hotel i Lund (Sverige)

Kokke kan kun stille op én gang i konkurrencen, men den vindende kok har ret til at stille op og forsvare sin titel året efter.

Jury 2015:
Helle Brønnum Carlsen, madanmelder og kogebogsforfatter
Rasmus Palsgård, journalist og madanmelder bl. a. for Gastro
Mikkel Bækgaard, journalist og madanmelder for JP
Dorte Skov Jensen, faglærer på CELF

Konkurrenceforløb:
Kl. 10.45 -11.00 Kokke præsenteres på frugtscenen
Kl. 11.00 Første kok sætter i gang i konkurrenceteltet
Kl. 13.20 Første ret præsenteres på Frugtscenen, hvorefter der løbende bliver præsentationer og kommentering fra scenen frem til kl. 14. 50, hvor sidste ret præsenteres
kl. 15.00 - 15. 30 Dommerne voterer
kl. 15. 30 Vinderen af Kokkedysten kåres ved en festlig trofæ-overrækkelse på Frugtscenen midt på Sakskøbing torv

Konkurrencen afvikles i samarbejde med Bent Brandt og Jyske Bank som hovedsponsorer samt CELF i Nykøbing Falster, Meyers Madhus i København og Hvidtfeldt & Gundersen som samarbejdspartnere.

Vinderen af konkurrencen får overrakt ”Guldborg Trofæet”, et unikt trofæ skabt af kunsthåndværker Bo Karberg, udført i aluminium og kobber.

”Balladen om Guldborg” udspringer af et ønske om at fremhæve og visualisere de mange tilberedningsmuligheder, der ligger i frugten fra Sydhavsøerne. Konkurrencen tager derfor først og fremmest afsæt i lokale råvarer med fokus på frugten, som det bærende element i alle retter og bagværk.