Her har de overtaget René Warns populære spisested Sorte Hest på Vesterbro, som fra den 11.11.2011 bliver til Kadeau København. Og dermed til noget helt andet. Noget Bornholmsk.

Et regionalt terroirkøkken
“Det er et regionalt, bornholmsk terroirkøkken, hvor vi anvender alt det gode, man finder på ‘øen’, og samtidig har vi også ladet os inspirere af de nordiske dogmer, så vi fx hellere bruger øl og most i fonder end vin og plukker vores urter selv.”

Jeg fanger Rasmus Kofoed på telefonen en uges tid inden åbningen, og han har travlt. Han er på vej til Bornholm for at hente køkkenudstyr, keramik, glaskunst og tallerkener lavet af bornholmske kunsthåndværkere og hjemmelavede limonader og alverdens syltede sager lavet af kokkene på Kadeau henover sommeren.

“Jo mere sikkert det blev, at vi kunne åbne som planlagt, jo mere travlt har vi haft med at få syltet, så vi kan tage sommerens gode ting med til København. Vi glæder os helt vildt til at have et vinterkøkken med de muligheder, begrænsningerne giver,” siger Rasmus Kofod, som ikke har for travlt til at fortælle medrivende om, hvad det er, han, Nicolai Nørregaard og deres to nye partnere i københavnerprojektet, Magnus Høegh Kofoed og Theis Brydegaard, har gang i.

Og det er lidt af en succeshistorie.

Autodidakte i faget
Den starter for nogle år tilbage, da de to bornholmske barndomsvenner Nicolai Nørregaard og Rasmus Kofoed arbejdede som tjenere på steder som Cofoco, The Paul, formel B og Ensemble i København. De har begge en spraglet baggrund, men var autodidakte i restaurantfaget, og Nicolai Nørregaard begyndte først at arbejde i køkkenet, da de to overtog restauranten på Bornholm for godt fem år siden. I sig selv imponerende, og endnu mere når man tager i betragtning, at Kadeau har høstet vildt flotte anmeldelser i de fleste medier. Blandt andre gav Berlingske Tidendes Søren Frank topkarakteren 6 ud af 6 stjerner, trods det at Kadeau prismæssigt ligger et lille stykke under de restauranter, som traditionelt placerer sig i toppen.

“De to gange, vi har fået fuldt hus for maden, har vi altså haft 80-90 aftenspisende gæster, så det er ikke som på michelinrestauranterne, og der er ikke en tjener til hver gæst. Prismæssigt placerer vi os lige under dem, og i restauranten sidder folk i sandaler side om side med jakkesæt.”

Rasmus Kofoed har, siden han og Nicolai Nørregaard startede restauranten, uddannet sig til sommelier, men han har oprindeligt en økonomisk baggrund fra Handelshøjskolen, hvor han skrev bachelorprojekt om åbningen af Kadeau Bornholm. I projektet indgik blandt andet en langsigtet strategi om, at den ene restaurant efter fem sæsoner skulle blive til to.

“Oprindeligt var tanken, at vi skulle åbne en restaurant mere på Bornholm, men fordi vi begge bor med vores familier i København, og fordi vi fik Magnus og Theis med som partnere, blev det her. Vi lagde os fast på datoen, 11.11.11, før vi fandt lokalet, og vi har lagt hårdt pres på os selv for at overholde tidsplanen. Det er en bevidst strategi, og det skal nok lykkes,” siger Rasmus Kofoed.

Bare mad og vin
Konceptet bliver som på Bornholm: afslappet og jordnært men alligevel ‘fint’.

“Du får nok ikke nogen til at sige, at vi ikke er en gourmetrestaurant, for det er vi. Men prismæssigt er vi i mellemlejet, og det har nok været meget sundt for os at træde vores gourmetskridt på Bornholm, hvor man må have de lokale med, og hvor man ikke slipper af sted med at snakke det mere op, end der er grund til. Det er trods alt bare mad og vin.”

Kadeau Bornholm er lukket for denne sæson, men åbner op igen til foråret. Kadeau København åbner fredag den 11.11.2011. Der kan allerede nu bookes bord via hjemmesiden.