Hotel Nordlandet, et 100 år gammelt hotel og bornholmshistorie, genåbnede forrige år med Martin Smidt som initiativtager. De to sidste somre har Kadeaugruppens københavnerrestaurant Pony haft sommerresidens i hotellets restaurant, hvorfor den nye fusionering allerede har haft en prøveperiode og vist sig som en succes. Med den nye fusionering betyder det, at Martin Smidt indtræder som medejer af Kadeaugruppen, og samtidig bliver han en vigtig brik i gruppens fremtidige forretningsudvikling.

”Vi lever og ånder for Bornholm, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det altid har været vores helt store ønske, at kunne give vores gæster en oplevelse, som er andet og mere end blot selve måltidet. Ved at fusionere med Hotel nordlandet får vi mulighed for at give dem en helhedsoplevelse – en historie med en autentisk grobund i den bornholmske natur, traditioner, råvarer og med et afsæt i et Bornholm i dag, som ligger vores hjerter så nært. Vi har altid drømt om at åbne helårs som en måde at betale tilbage til øen på,” fortæller Rasmus Kofoed, der sammen med Nicolai Nørregaard startede Kadeau tilbage i 2007.

Helårsåbent på Bornholm
Med Kadeaugruppens solide tro på Bornholm og fremtiden på øen er det derfor også en naturlig udvikling, at udvide med et helårshotel på netop Bornholm. Når hotellet åbner dørene i dag vil det være i de kyndige hænder på en erfaren trio bestående af Casper Sundin som køkkenchef, Jonas Lemvig som sommelier og restaurantchef og Nanna Löwe som hotelmanager. Menuen på den nye Restaurant nordlandet er klassisk, men ambitionen er, at så mange lokale råvarer som muligt skal indgå i alle måltider på hotellet. Casper Sundin, der både har slået sine folder hos Formel B, Søllerød Kro, Kadeau og Stammershalle badehotel, fortæller: ”Bornholm har et naturligt spisekammer, og vi lægger stor vægt på at anvende lokalt producerede råvarer, men selvfølgelig går vi ikke på kompromis med råvarernes kvalitet. Maden er klassisk, hvorfor østers, trøfler, hummer og foie gras, men også solide rib eyes, vil være på menuen”.
Jonas Lemvig der tidligere har arbejdet på Le Sommelier og Kadeau, og i øvrigt opvokset på Bornholm, fortæller endvidere: ”Det bliver virkeligt lokalt når ens far, på kutteren Janne R309, dagligt sejler forbi restauranten med dagens fangst. SkrubbeBent, som han kaldes, lander fisken i Tejn, et stenkast herfra, og hans fisk kommer selvklart til at være en fast del af menuen i den nye restaurant”.

Om Hotel nordlandet
Selve hotellet har 22 værelser og ligger på toppen af Bornholm – med direkte udsigt til klipper og Østersøen. Hotel nordlandet er råt og uformelt i sit udtryk, og Østersøen og den omkringliggende natur er nænsomt trukket indenfor. Hvert eneste værelse er indrettet forskelligt, men fælles for dem alle er, at de er rummelige og rolige, og at de alle har havudsigt. Martin Smidt, der har stået for genrejsningen af hotellet, siger: ”På Hotel Nordlandet har vi forsøgt at lave en tidssvarende udgave af et klassisk badehotel, og samtidig samle alt det bedste fra Bornholm. Vi er meget bevidste om, at vi ved at benytte lokale producenter kan være med til at skabe vækst på øen, både med hensyn til fødevarer, men også i andre henseender. På hotellet sover du fx i bornholmerdyner, du spiser ved borde lavet med træ fra skoven og maden kommer på service fra den lokale keramiker”. Det nederste plan af hotellet udgøres af Penyllan Bar & Kitchen, et lokalt mikrobryggeri, der brygger deres egen øl i Tejn og serverer ti forskellige øl fra fad. Desuden serverer de dygtige og driftige bryggere fadlagrede cocktails med hjemmelavet tonic og sodavand og serverer lette, tapasinspirerede anretninger.

Åbningstider Nordlandet
Restaurant nordlandet åbnede d. 15/9 og har åbent torsdag-lørdag. Aftener fra 17.30 samt lørdag også til frokost. Book bord her: www.nordlandet.dk eller på 5648 0344
Hotel nordlandet har åbent torsdag-søndag for ophold og søndag-onsdag for konferencer/grupper/events