”Hvis jeg skal være helt ærlig, så aner jeg faktisk ikke, hvad mange af de andre går og laver,” siger Søren Andreasen på en telefonforbindelse fra lufthavnen. Han er på vej på skiferie. Den legendarisk travle restauratør, der for 14 år siden åbnede hvad der i dag anses for en af Aarhus’ absolutte bastioner indenfor bistro-genren, Klassisk 65.

”Det vigtige for mig er at mit eget køkken spiller, og at folk er glade. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke er klar over at Aarhus er begyndt og røre på sig. Men jeg åbnede mit sted fordi jeg virkelig savnede en restaurant, hvor der ikke bare var menu, menu, menu. Dengang var det umuligt at finde et hyggeligt, rustikt sted, hvor man bare kunne gå ind og få sig en god, mættende ret, uden at der skulle være hvid dug på bordene.”

Forlæns og baglæns i gaden

Det kan synes utænkeligt i dag, hvor nøgne restaurantborde lavet af planker er blevet kutyme flere steder i landet, men dengang blev det af flere anset som en misforståelse at spise uden dug. Enkelte kunne finde på at blive rasende, når de gik ind på Klassisk 65 og blev mødt af smukt service dækket direkte på bordet. Andre valgte diskret at brede deres stofservietter ud over træet: ”jeg har altid elsket stofservietter fremfor servietter af papir, og jeg synes noget af det skønneste er en perfekt foldet stofserviet. Det valgte nogen dengang at udnytte til at bruge dem som improviseret dug”, ler Søren gennem telefonen.

En anden kending i Jægergårdsgade er Lisbeth, som ejer Forlæns og Baglæns. Hun åbnede sit spisested for 12 år siden, dengang gaden var notorisk kendt for sine slagsmål og værtshuse:

”Der var ikke særlig mange der kunne forstå hvorfor jeg ville åbne en restaurant her. Vi ligger i Frederiksbjerg-kvarteret på den anden side af hovedbanegården, væk fra centrum, men vi kom rigtig godt fra start, og folk nyder stadigvæk at komme her. Vi har jo lidt af hvert – café, restaurant, cocktailbar, og mine gæster skulle føle det som om de var på besøg i mit eget hjem. Det har vi haft succes med, men det er gået helt henover hovedet på mig, at Jægergårdsgade nu pludselig er blevet hipt. Det tror jeg er fælles for os, der har ligget her i lang tid: vi arbejder sindssygt hårdt og har næsen end i vores eget, og vupti, så forandrer verden og byen sig omkring os”, fortæller Lisbeth.
 

Forvandlingen af Frederiksbjerg

Jægergårdsgade løber fra vest ved Frederiks Allé og tværs igennem det sydlige Aarhus helt til havnen i øst. Frederiksbjerg er traditionelt er beboelseskvartér men boomet i byens gå-ud-liv har fået det til at myldre med både caféer, barer og restauranter udenfor centrum, så man nu ikke skal gå langt for at få noget godt at spise.

Et andet populært sted i Jægergårdsgade er Juliette – endnu en af kvarterets frankofile favoritter, hvor den polynesiske kvinde ved samme navn selv står i køkkenet og driver sin café og brasserie med kyndig hånd. Alt laves fra bunden og serveres som både menu og enkelte retter – særligt populære er de gratinerede toasts Croque Monsieur, Madame og Garcon, men også tavleretterne, hvor man kan vælge fra 2-3 retter, vælges flittligt.

Middelhavskøkkenet er også repræsenteret på Madrepublikken, der ikke har noget menukort men lader retterne variere alt efter kokkens inspiration den dag – det kalder stedet bæredygtig restaurationsdrift, og måltidernes sammensætning svinger alt efter det bedste råvareudbud på dagen. Den samme snert af frihed mærkes også på Klassisk 65:

”Vi elsker det rustikke, franske køkken men tager også udgangspunkt i de go’e danske retter, som man ikke får så mange steder mere, men som virkelig er god husmandskost. Jeg kan stadigvæk huske retterne fra den første dag, vi slog dørene op: Hjemmegravad laks, benløse fugle og citronfromage, og den tilgang har vi ikke ændret på. Ej heller at vores tjenere skal kunne deres kram. Jeg slår et slag for den gode, personlige service, og mine ansatte skal kunne tranchere en fisk ved bordet og flambere en bøf. Da jeg åbnede her havde man pillet dette håndværk ud af kokkeuddannelsen, men jeg sørgede for, at folkene lærte det.”
 

Mestre i at klippe portvinshalse

Den kompromisløse tilgang er også iblandet et element af leg hos Søren Andreasen. På den måde afspejler Klassisk 65 perfekt sin ophavsmand, smukt illustreret ved en af bistroens signaturretter, den hjemmerørte tatar:

”Jeg ville finde den perfekte tatar, intet mindre, så jeg tog hele holdet med til Paris, hvor vi gennemsnusede byen for retten. Og tilfredse blev vi, da vi på et sted tæt på hovedbanegården fandt hvad vi ledte efter. I dag rører vi tataren ved bordet med friskhakkede krydderier”, fortæller Søren.

Den slags opvisninger udi gastronomisk snilde er der mange af på Klassisk 65 – blandt andet det ’at klippe portvin’, hvis rygte efterhånden er løbet som en steppebrand i hele Aarhus, så folk kommer langvejsfra for at se kunstværket: ”Mine tjenere er blevet helt vilde med at åbne portvinsflasker på gammeldags manér: De opvarmer en tang, som de så bruger til at klippe halsen af portvinsflaskerne med. Folk elsker det, og her taler vi om urgammelt, fransk håndværk, som emmer af kærlighed til faget. ”

Og sådan kan man blive ved med at vandre op og ned ad en gade, der nok har forandret sig, men som især udmærker sig ved små universer, der insisterer på at forblive de samme.