I dagligdagen på Paustian udfordres Damiano Alberti professionelt af retter som 'oversete rødder, frugter, bær og blomster med ål' og 'antik oksehøjreb med forkullet vinterporre og peberrod', som der skal sættes vin til. Men når han har fri, står der ofte italiensk mad på menuen, og som han siger:

"Det mest spændende italienske køkken er det helt klassiske, hvor gode råvarer, få ingredienser og simple tilberedninger er i fokus. Det italienske køkken har udviklet sig enormt meget, men for mig er det klassiske det sjoveste."


'Som at besøge en god ven'

Damiano nævner fire favoritrestauranter, som opfylder alle kriterierne: La Buca degli Artisti, Casa d'Antino og de to FAMO-osteriaer, FAMO og FAMO51.

Han uddyber begrundelsen med, at når han besøger de fire restauranter, er det ligesom at besøge en god ven - man føler sig velkommen og hjemme.

"Madmæssigt er der ikke noget hokus pokus, men ingredienserne er gode, og maden serveres i en hyggelig og familiær atmosfære."

Af andre gode, italienske steder i Københavnsområdet, som dog har en lidt mere international stil, nævner han l'Altro, San Giorgio og Altopalato. Det er også rigtig gode steder, men tilberedningsformerne er mere franskinspirerede, og repræsenterer derfor ikke den italienske madkultur helt så godt som hans fire favoritter.


Vinudvalget tæller også

Da Damiano er glad for vin - og nok ved mere om italiensk vin end de fleste - er det også vigtigt for ham, når han går ud, at restauranterne har et solidt vinudvalg. Især fremhæver han La Buca og Casa d'Antino som gode valg for en italiensk vinelsker. Begge steder har flere end 1000 vine at vælge imellem, så der skulle være noget for enhver smag - og pengepung.

"At spise pizza i Danmark og i Italien er to helt forskellige ting. I Danmark er pizzafyld gerne rent kaos - béarnaise, kebabkød, ananas og masser af ost i en stor pærevælling."

Pizza på den rigtige måde

Som en ægte italiener, har Damiano naturligvis også et yndlingspizzeria, nemlig La Vecchia Signora. Som han siger:

"At spise pizza i Danmark og i Italien er to helt forskellige ting. I Danmark er pizzafyld gerne rent kaos - béarnaise, kebabkød, ananas og masser af ost i en stor pærevælling. På La Vecchia Signora laver de pizza på den rigtige måde, altså af gode råvarer, ikke for meget fyld, og med en tynd, sprød bund."


Shopping på italiensk

Hvis der skal købes ind til en god, italiensk middag, anbefaler Damiano to steder: først og fremmest det italienske supermarked, Supermarco, men også Bottega del Fiasco.

Supermarco har klart det største udvalg herhjemme af italienske specialiteter, og man kan være heldig at støde på sjove ting, som minder en om barndommen i Italien.

Hos Bottega del Fiasco kan man få spændende olier, eddiker og andre delikatesser af en høj kvalitet.