Efter lang lukkeperiode grundet en (ikke selvforskyldt) vandskade er restauranten og take away’en genåbnet med nye omgivelser skabt i samarbejde med Henning Larsen Architects designgruppe. Designerne har moderniseret caféen hele vejen igennem med ny facade, show-køkken, bar, lounge og en ny lysere stil i design og interiør.
 
Sundt og krydret
Udover restaurant er Guru også en takeaway-forretning, som lægger stor vægt på at være et sundt takeaway-alternativ. Folkene bag vil gerne imødekomme den store efterspørgsel på nemme middagsløsninger fra kvalitets-, miljø- og helsebevidste forbrugere i dagens Danmark. Samtidig værner stedet grundigt om de indiske rødder med hemmelige, hjemmelavede krydderi-blandinger, så ikke to retter smager ens.
 
”Det er vores ønske, at alle danskere skal have mulighed for at smage en lille bid af det eventyrlige indiske køkken. Ønsket om at sammenføre den minimalistiske stil i Skandinavien med den farverige og sunde mad fra Indien har længe været en drøm, som nu er gået i opfyldelse. Vi glæder os til at byde vores mange stamgæster og nye gæster velkommen”, lyder det glade budskab.
 
God karma
Folkene bag Guru har desuden valgt at hjælpe gadebørn i Indien samt værdigt trængende gravide kvinder fra familiens hjemegn – som forresten er ”en ”lille” by med mere end 6 millioner mennesker”. Derfor donerer Guru en del sin omsætning til gadebørn i Indien samt til Chawla Nursing Home.