Forestil dig at stå på en skråning, som hælder 65 grader. Det er temmelig meget stejlere end en god sort piste i de franske alper. Skråningen er dækket med skifer, der er ikke så meget som et enkelt græsstrå at se. Nedenfor løber floden. Alle steder, det overhovedet er muligt, er der placeret vinstokke. Det er meget råt og meget smukt.

Familietragedien og den barske natur
Der er masser af mennesker på skråningerne denne dag i den første uge af oktober. Det er vinplukkere, de fleste tilrejsende fra Polen. Med store beholdere på ryggen kæmper de sig omkring.. Vi spørger os for og får at vide, at ind imellem er der en, der falder ned. ”Men for det meste overlever man” fortæller vores vært, den 24-årige vinmager in spe Matthias Knebel.

Matthias er en køn dreng. Han er eftertænksom og har noget lidt trist over sig. Men han er også meget entusiastisk, når han fortæller om den ret lille men meget anerkendte produktion af forskellige rieslingvine, han og hans mor, Beate, har gang i. Matthias’ far døde for få år siden, de fleste har den opfattelse, at han begik selvmord. Men det taler man ikke om, når man besøger den lille familie.

Officielt faldt Reinhard Knebel ned fra en bro. Matthias har hans signatur tatoveret langs hele den venstre underarm. Han vil fortsætte faderens store arbejde med at skabe nogle af Tysklands bedste søde vine, når han er færdig på vinuniversitetet i Geisenheim.
De kostbare vine bliver til
De søde vine i Mosel bliver for de bedstes vedkommende til ved en særdeles kompliceret proces. Når drueklasserne bliver bragt ind, fordeles de i tre kasser: En til sunde druer, en til rådne druer og en til de kostbare ædelt rådne druer. Den sidste er klart den mindste kasse. Resultatet af timers arbejde med at sortere er én kasse fuld af rosinlignende druer, som Matthias fortæller vil blive til cirka én flaske vin. En halvflaske, forstås.

At fremstille beeren- og trockenbeerenauslese er med andre ord et stykke arbejde, som tager helt utrolig lang tid. I forvejen bruger man omtrent tre gange så meget mandskab til høsten af druerne i Mosel i forhold til fladere vinområder.

Vinguruerne elsker familien Knebels søde vine
Vinene skal jo også smages, så vi kan vurdere, om det hårde arbejde er det hele værd. Knebels søde vine, beeren- og trockenbeerenauslese samt eiswein, har alle fået særdeles gode ratings hos anerkendte vinguider som Parker og Gault Milleau. Vi falder da også for kompleksiteten, frugtigheden, vedholdenheden og den tydelige mineralitet i vinene, om end især trockenbeerenauslesen fra Röttgen-marken ’05 er sirupsød og nærmest skal skrabes af glasset.

Matthias fortæller, at netop denne vin fik lov til at gære i 18 måneder hvorefter den havde opnået en alkoholprocent omkring de 5. Det er ikke nok til opnå betegnelsen vin. Så da de stod der med ”verdens dyreste druemost” som han udtrykker det, blev de nødt til at spæde den op med auslesen fra samme mark. Hos Knebel bruger man nemlig kun det naturlige gær, der er omkring druerne. Derfor har deres vine ofte en meget lav alkoholprocent.

Postkortidyl
Turen er nu overstået. Vi kører videre mod Rheingau i syd, men stopper op ved Motorvejsbroen over Moselfloden. Fra udsigtspunktet kan vi se urovækkende stejle vinmarker så langt øjet rækker. Enkelte steder er vinplukkerne stadig i gang her på den sidste dag af årets høst. Solen går langsomt ned i baggrunden for ligesom at fuldende postkortidyllen. Vi starter bilen og triller videre. Temmelig meget klogere og med meget større forståelse for de høje priser, den søde Moselvin går til.