Guide: Afternoon Tea i København
Kategori: Anbefaling 25/5 2010
Caféerne er ubestridt danskens favoritrammer at mødes under (hvis man da ikke er til brune barer og værtshuse). Men hvorfor ikke prøve den anglofile version af latte med gulerodkage og nachos med fadøl: Afternoon Tea.

Skt. Gertruds Kloster har levet et stormomsust liv med mange nedture, men én ting kan man ikke tage fra restauranten med den historiske adresse i det gamle kloster og hospital; Omgivelserne er noget helt særligt.
Disse unikke rammer har den nye restauratør, Claus Valdemar, som blandt andet er kendt som TV-kok på Go' Morgen Danmark, nu valgt at udnytte til servering af 'afternoon tea.' I afdelingen 'Valdemars Bibliotek' har man mulighed for at tage sig en kop eftermiddagste med engelske klassikere som fingersandwich og scones med clotted cream.
Er man i det ekstravagante hjørne, byder menuen på kaviar og champagne, mens en kop te med 2 sandwich og en scone med lemon curd, clotted cream og hjemmelavet marmelade går for 98 kroner.
Valdemars Bibliotek har åbent mandag til lørdag fra 16 til 21.

Bestiller man 3-4 dage i forvejen kan man komme forbi til Afternoon Tea hver dag på det fornemme hotel d'Angleterre. Her er omgivelserne ganske autentiske, også når det kommer til klientellet, som ofte består af europæiske jetsettere og internationale berømtheder. Men alle og enhver er velkomne indenfor, og der er ingen dresscode.
For 325 kroner får man serveret et glas mousserende vin, laksesandwich og agurkesandwich, theboller og scones, 3 slags kage, petit fours samt stempelkaffe eller the i hotellets elegante bar. I virkeligheden er der vel egentlig tale om 'High Tea' med det udvalg - jævnfør definitionerne ude til højre.
Kageorgie den første søndag hver måned
Det er ikke en helt rigtig Afternoon Tea, men hver den første søndag i måneden byder d'Angleterre indenfor i Palmehaven til et overdådigt dækket kagebord. For 245 kroner kan man nærmest vælte sig i kager fra den dygtige dessertchef Thomas Parrys hånd i to timer - mellem 15 og 17.
Bestilling er absolut nødvendig, men der er stadig ledige pladser til søndag den 6. juni. I juli og august holdes der sommerferie.

Den pussenusselige lille tesalon Tea Time på Nørrebro kan man også få en vaskeægte gang afternoon tea endda til en rigtig god pris. For 135 kroner pr. person (minimum to personer) får man finger sandwichs med agurk, scones med clotted cream og marmelade, overdådige kager og frisk frugt. Og the selvfølgelig.
Tea Time er indrettet efter engelsk forbillede og tilbyder også både morgenmad og mere substantielle måltider som supplement til theen.

I Perch's Tea Room ovenpå den hæderkronede gamle butik med de mange duftende theer, den altid lange kø og den superbe betjening finder man endnu en lille, engelsk oase. Her dækkes op med sølvtøj og elegant porcelæn og theudvalget er naturligvis udsøgt og upåklageligt.
Perch's serverer blandt andet den 'store theceremoni' som består af finger sandwichs, scones med lemon curd, clotted cream og marmelade og et udvalg af kager. Sammen med the og et glas cremant koster hele herligheden 195 kroner.
Det tilrådes at bestille bord i Perch's Tea Room som ikke ufortjent er særdeles velbesøgt.

Public House Gastropub har i skrivende stund midlertidigt taget deres afternoon tea af kortet men lover, at den kommer tilbage senere på året. Her kan man slænge sig i de behagelige, elegante møbler i den højloftede atriumgård og få serveret sandwichs, scones, en lille kage og the eller kaffe.
Men som nævnt bør man tjekke tilgængeligheden, inden man indfinder sig til the.

Dronning Louises Tehus i Bernstorff Slotshave indvies hvert år fra maj til september til café. Her serverer den lille nordsjællandske thehandelkæde Chaya blandt andet the, scones med smør og syltetøj, ingefærsmåkager og en engelskinspireret frokost.
Theen serveres i rosenhaven som oprindeligt blev anlagt til Christian IX's kone Louise. Her drak hun te og nød sine roser sommeren lang, meldes det.
Dronning Louises Tehus er åbnet hver søndag fra 10 til 17.
Afternoon Tea
Afternoon tea menes at være blevet introduceret af den syvende hertug af Bedfords kone, Anna. Hertuginden indførte en kop te med lidt brød og kager til som et mellemmåltid klokken 16, så hun kunne holde skansen frem til klokken 20, hvor aftensmaden blev serveret.
Ifølge The Penguin Companion To Food bør en afternoon tea indeholde følgende: "Te (i en kande, med mælk, sukker og måske citron, hvis der serveres kinesisk te); udsøgte små sandwiches (agurk i meget tynde skiver er favoritfyld); scones med smør og syltetøj (kan udelades); en form for lille kage eller skiveskåret kage; kiks (kan udelades); og en serviet til at fuldende det nydelige indtryk."
Legendariske Afternoon Teas
Skal man have en af de rigtig legendariske Afternoon Teas, skal man til Londons fineste hoteller. På steder som The Ritz og The Dorchester skal man have den fine jakke på og den velspækkede tegnedreng fremme, for at få lov at komme ind, men så vanker der til gengæld også lækkerier en masse.
Begge steder bør man reservere i god tid i forvejen.
High tea
'High tea' dækker over et lidt mere omfattende måltid end afternoon tea. Her serveres der også kødpålæg, og high tea betragtes derfor nærmere som en 'te-middag' i den engelske gastronomilitteratur.
Keywords
Afternoon teaCredits
Tekst: Mette M. Helbæk
Foto: Diverse PR







