Moules, steak frites, tarte tatin og creme brûlee. Selvom der er andre køkkener, som er mere trendy end det franske, så er der få ting der slår de gode gamle klassikere fra kongen af køkkener.
I København er der masser af brasserier, som serverer mad af en høj standard - i denne guide har vi fundet nogle af de allermest franske.
________________
Le Basilic
Bag Le Basilic på Gasværksvej stod oprindeligt den legendariske franske kok Bernard Berthier, men restauranten blev for halvandet år siden overtaget af kokken Sébastien Jacques og hans kone Sonia, som begge har en fortid på nogle af byens bedste franske og italienske restauranter
De viderefører den stolte tradition for klassisk fransk mad serveret i omgivelser, der driver af fransk romantik, men menuen henter nu sin inspiration i Sébastiens rødder i Lyon, og priserne har også fået et nøk nedad.
Et besøg på L'Olivier er nærmest som at træde ind i et sydfransk bondehjem, for det beskedne lokale oser af rustik hygge. Christiano, som ejer restauranten, står selv bag gryderne og laver mad som i sin barndoms Prôvence.
L'Olivier er især berømt for sine frølår, og fiskesuppen finder man altid på kortet, ligesom man ofte støder på moules marinière, foie gras terrine og confit de canard. Alt sammen til priser, der er ganske fornuftige
Bistro Boheme er faktisk det eneste sted i denne guide, som ikke har en franskmand bag roret. Til gengæld har direktør og overkøkkenchef Per Thøstesen arbejdet for selveste Paul Bocuse, som må betragtes som en af de absolutte konger af det højere fint-franske skoleridt.
Bistro Boheme er ikke en 3-stjernet Michelin-restaurant som Paul Bocuse, men maden er elaboreret på den herligt old-school måde. Det er ikke helt billigt at spise her, men til gengæld er det altid i orden. Kortet skifter sjældent, og østers, snegle, frølår, foie gras og creme brulee er det naturligvis altid muligt at få.
Carte Blanche er et af byens nyere franske brasserier, men det har hurtigt bevist sit værd og har fået gode anmeldelser med på vejen. Omdrejningspunktet er retter fra køkkenchef Vincents klassiske franske brasseriekøkken, som dog ofte får et kreativt twist.
Menuen skifter ofte, så det er ikke sikkert, man lige finder en bøf med bearnaise eller moules frites på kortet, men man kan altid være vis på, at udgangspunktet er fransk og priserne rimelige.
Brasserie Degas serverer rustik fransk mad i hyggelige omgivelser lige ved Hovedbanegården, og bag restauranten står tre franskmænd med mange år i restaurationsbranchen bag sig.
Den ene ende af det store, nyindrettede lokale er viet til de små fine, franske og meget trendy lækkerbidskener, macarons, men der er også masser af andre smukke kager i den store montre. I løbet af dagen serveres der dansk/fransk frokost, men vil man have den ægte franske stemning med, skal man komme om aftenen.
Her serveres der klassisk fransk bistromad som store bøffer med foie gras, farseret vagtel eller et smukt stykke pighvar med beurre blanc til ganske rimelige priser.
L’Éducation Nationale er en institution i kategorien fransk bistro i København, og restauranten har netop fejret sin 20-års fødselsdag. Alt er super fransk, lige fra indretningen til musikken, vinkortet, tjenerne, kokken og ikke mindst maden.
På menuen finder man fx ærkefranske bistroretter som moules marinière, asparges med mousselinesauce, créme brûlée og gâteau marcel. Desuden kan man få en dagens ret, som skifter fra dag til dag. Prisniveauet er helt rimeligt.
Le Sommelier er endnu et klassisk fransk spisested, som bare aldrig skuffer. Køkkenchef Francis Cardeneau står ofte selv bag gryderne og er garant for et fransk brasseriekøkken som i årevis har været blandt byens mest sikre.
På menuen er fx moules mariniéres, salade de chévre chaud og østers, og man kan være sikker på, at der altid er nok kød og sauce på tallerkenerne. Prismæssigt ligger Le Sommelier lidt over mange af de andre steder i denne guide, men så får man også betjening af uddannede tjenere og en lidt “finere” brasserieoplevelse.