Når der skal spises før eller efter en koncert, bliver musikere på tour ofte eksponeret for rigtig mange varianter over samme cateringtema, nemlig BBQ-buffet. På Roskilde Festival er kunstnerne igennem en årrække blevet præsenteret for en økologisk og nordisk inspireret menu, men i år sætter festivalen barren endnu højere og tilbyder artisterne en menu sammensat af de københavnske restauranter, Manfreds og BÆST.

Begge restauranter er kendt for deres innovative køkken, hvor den tårnhøje etik og råvarer i ypperste kvalitet kombineres med en tilbagelænet og afslappet stemning. Principper der vil blive overført til festivalregi, hvor kunstnerne kan vælge at indtage deres måltider i en særlig Artist Lounge, hvor fællesborde sætter den uhøjtidelige madoplevelse på dagsordenen. Drømmen er, at den sociale spiseoplevelse kan sætte rammen for nye møder og måske endda fremtidige musikalske samarbejder.

Roskilde Festival og Christian Puglisi deler en fælles grøn vision om mere økologi og flere lokalt dyrkede råvarer på tallerkenen. En vision der for festivalens vedkommende blandt andet har udmøntet sig i introduktionen af en ambitiøs økologiomlægning, der kulminerer i 2017, hvor 90 % af alle mad- og drikkevarer solgt på festivalen skal være økologiske. Festivalens interne bespisning af frivillige og kunstner-catering har allerede nået det mål. Red Hot Chili Peppers og Neil Young kommer altså til at være minimum 90 % økologiske, når de indtager Orange Scene.

Vi vil gerne give musikerne en økologisk spiseoplevelse på absolut topniveau. Vi forventer, at det vil være med til at give artisterne en unik festivaloplevelse, ligesom de hver især giver Roskilde Festivals publikum noget helt særligt, når de indtager vores scener. Vi er utroligt glade for, at Puglisi og hans hold af dygtige kokke har sagt ja til at løfte opgaven. De deler vores ambitioner om at levere økologiske måltider af både høj smagsmæssig og etisk kvalitet”, siger talskvinde Christina Bilde.

Menuen vil bestå af highlights fra begge restauranters menukort; herunder Manfreds efterhånden legendariske tatar. Christian Puglisi udtaler:
Samarbejdet giver os mulighed for at smelte aspekterne fra de to forskellige restauranter sammen i et kulinarisk udtryk. De grøntbaserede og typisk lidt eksperimenterende retter fra Manfreds blandes med grillet kød, hjemmelavet charcuteri og ost fra BÆST.”

Der er med andre ord lagt op til at artisterne får en måltidsoplevelse, der sætter spotlight på Danmark som både kulinarisk og økologisk forgangsland, når blusset tændes under Roskilde Festival 2016.