Når man vælger at spise på en gourmet restaurant, vælger man at betale for det ypperligste. Her vil man udover at blive mæt, få serveret en oplevelse, som er helt unik og som man ikke vil kunne få noget andet sted. De parametre der er i spil når man besøger en gourmet restaurant handler om mere end blot maden. Her taler vi om vinen, betjeningen, det nytænkende og kreative der er ved at udtænke det helt nye indenfor madkunsten. Her vil man få serveret en sanseoplevelse på lige fod, med en oplevelse i en opera eller et teater, forskellen er at her bliver man mættet på alle sanseindtryk også ens smagssanser.

Hvad er det så man betaler ekstra for?
Forestil dig at du sidder på en fin gourmet restaurant, inden du har nået at sætte dig har personalet venligt sørget for at din jakke bliver hængt pænt på en bøjle og fået dig til at føle dig hjemme, hvorefter de vil præsentere dagens menu. Efter bestillingen kommer en appetizer, som ikke kommer til at fremgå af regningen, men som skal gøre ventetiden, inden serveringen rigtig starter, kort og smagsfuld.
Vinmenuen vil bliver serveret af en uddannet vin sommelier, som vil kunne fortælle om hver enkelt note i vinen og om hvordan den spiller perfekt sammen med maden. Oftest vil vinglassene løbende blive fyldt, selvom regningen kun lyder på et enkelt glas. Mellem retterne vil der blive serveret Granité en slags sorbet, der kan bruges som en “smags-renser”, igen vil dette ikke fremgå af regningen. Når man sidst på aftenen vil slutte af med en enkel kop kaffe, vil denne blive serveret med hjemmelavede petit fours eller andet sødt til ganen uden beregning. Når regningen kommer og man undre sig over hvorfor man skal betale for vandet, skal man huske på, at det ikke er postevand, men eksklusivt vand importeret fra de bedste kilder, der er blevet serveret. Tjenerne vil ved det mindste vink være til ens rådighed og kokkene kommer gerne ud til en snak om retternes ingredienser og en historie om, hvor råvarerne kommer fra.

Restaurantchefen Michel Santos Milleri fra Era Ora fortæller, at hos dem ligger prisen i den store forarbejdelse der er af maden, inden den kommer ind til gæsterne. Kokkene bruger mange timer på hver enkel detalje i de råvarer, som hver mandag bliver importeret direkte fra Italien. Selvom vi ikke er et af de steder med meget personale, så er alle fagudlærte og det er lønningerne, vi bruger flest penge på. Desværre koster det os hele tiden mange penge at flere og flere gæster vælger ikke at dukke op, selvom de har bestilt bord, fortæller Michel Santos Milleri. Mange tænker sikkert, at man bliver rig af at drive en Michelin restaurant, men sandheden er, at det skal være en livsstil, hvor man arbejder 12-13 timer hver dag, blot for at få det til lige at køre rundt, afslutter Michel Santos Milleri.

I en gourmet restaurant er der ofte dobbelt så meget personale, som i en almindelig mellemklasses restaurant og det vil kunne mærkes på det høje service niveau. Råvarerne er eksklusive og nænsomt udvalgt og der ligger mange arbejdstimer i udarbejdelsen af den helt rigtige smag og sammensætning. Der er tænkt over hver enkelt detalje på disse restauranter, lige fra stemningen i restauranten, til hvilken vand der bliver serveret.

Når man lægger alle disse parametre sammen, forekommer prisen på en gourmetoplevelse, ud over det sædvanlige, ikke som en urimelig dyr fornøjelse, men som den reelle pris for en uforglemmelig aften.