I stueetagen er stemningen tilbagelænet med sofaer, grønt liv på væggene, brætspil og magasiner, samt gode arbejdspladser ved en disk der smyger sig i den elegante vinduesfacade. Her bydes der på lette retter, såsom gourmet-parisertoast og frokostplatter med tapenader, charcuteri, ost og brød. Derudover kræses der for den søde tand; flødeboller, klassiske franske chokoladecroissanter og appetitvækkende franske kager kreeret af en nyligt ansat konditor.

Følger man den snoede trappe ovenpå, åbenbares den intime restaurant med plads til 36 personer. Her er gastronomien i fokus. Der er både åbent for teatergængere og gæster, der blot ønsker en raffineret oplevelse. Fra 17.30 kan man nyde en Teatertapas eller toretters Teatermiddag, der er ideel for teatergæsterne. Har man bedre tid, er Kongemiddagen en helstøbt oplevelse – fem eller syv retter med mulighed for tilpasset vinmenu.

I restauranten er køkkenet trukket helt ud blandt de spisende – man kan endda spise en halv meter fra de koncentrerede kokke i baren. Tanken er, at gastronomien og teatrets verden forbindes – anretning og servering samt selve retterne er en visuel oplevelse i sig selv. Madlavningen er en integreret del af restauranten og gæsternes oplevelse. Man ser kokkene trylle og tranchere, de er med til serveringerne og kommer ned til gæsten, når trøflen skal rives over svinepatén.

På anden etage findes selskabslokalet med plads til 70 mennesker, oplagt til konfirmationer, fødselsdage, møder og konferencer.
Samtlige lokaler har udsigt til Kongens Have.

Frem til første oktober er det muligt at opleve den gastronomiske kunnen til fulde – Reserverer man bord til Kongemiddagen med fem eller syv retter og skriver ”Facebook” i kommentarfeltet, får man bobler før middagen og kaffe og sødt efterfølgende på husets regning.