Igen i år vil der være fokus på at få inddraget publikum i leg, smag og viden. Sørg for ikke at møde til festivallen med fuld mave, da der vil være de allerbedste muligheder for at få smagt de mange delikatesser, som vil mætte både smagsoplevelser og sanseindtryk.

Vi har sammensat de bedste events fra hele weekendens program, som vil kunne forkæle både sulten og tørsten. Hele weekendens program kan ses lige her

Kendis-kokke
På Food Festival er der mulighed for at komme helt tæt på flere mesterkokke. På ”Kokkescenen” der fungerer som festivallens hjerte, kan man sammen med Coop & Co arbejde sammen med Danmarks bedste kokke, madpionerer og tv-personligheder. Her vil både være underholdning og workshops.
Fredag møder vi Claus Holm kendt som Kok på Go’ Appetit, smagsudvikler og foredragsholder, på Kokkescenen, her vil der vil være kant og smag med mad og råvarer. Claus Holm vil lave sund mad med udgangspunkt i Coops madmanifest.
Timm Vladimir deltager igen i år sammen med sit køkken, der til dagligt holder til i Valby, hvor de holder talrige madkurser. Fredag starter Timm Vladimir med at være vært på ”Late Night Cook Off”, som er en kokkekamp mellem de to professionelle kokke René Mammen fra Substans og Bryan Fransisco fra Tree Top. Reglerne er enkle: Kokkene får tre ukendte ingredienser og én time til at forvandle dem til minimum to retter.
Lørdag kan man lave netfrikadeller med stuvet spinat sammen med Spise med Price. James og Adam Price vil bistå med kyndig vejledning ved de forskellige arbejdsstationer.
Thomas Rode der er kok, kogebogsforfatter og tidligere køkkenchef på Kong Hans vil fra kl. 15.00 fortælle om sundt fedt med forskellige vinkler, samt tilbereder henholdsvis fisk og naturkød, som netop er gode kilder til at få bragt den rigtige balance i de essentielle fedtsyrer.
Søndag
Aarhus er kommet på Michelin-landkortet og det skal selvfølgelig fejres. Mød Restaurant Gastromé og Restaurant Substans. På Kokkescenen kan man høre om vejen mod stjernerne og få et unikt indblik i kokkenes arbejde og være med til at fejre dette kæmpe løft for Aarhus’ madscene.
Brian Mark, chefkok på den michelin-hædrede Søllerød Kro, slutter Kokkescenen af søndag, sammen med Casper Sundin, hvor de laver lækre desserter fra bunden, og tager én med på en rejse ind i dessertens søde univers. 

Nordiske dråber
I området Nordiske Dråber kan man stifte bekendskab med Nordens mange forskellige typer øl, vin og spiritus. Her finder man ud af hvad der rører sig i Norden netop nu, og man kan udfordre sig selv og prøve sine evner af med at brygge øl, snaps eller brændevin.
Fredag inviterer Søren Aamand fra Norhlund på en workshop der består af foredrag, smagning og udvidelse af ens forståelse for cocktails serveret til mad. Her lærer man hvordan man bedst kombinere mad og drikke på en helt ny måde.
Lørdag vil mejerist Jesper Valsted og ølekspert Hans Peter Jepsen stå for en spændende øl-workshop, hvor man kan blive klogere på, hvordan man laver det perfekte ostebord, og få en forståelse for, hvorfor øl oftere går bedre i spænd med osten end rødvin.
Hvis man ønsker at blive klogere på den danske vinavl, kan man søndag komme til workshop med Dyrehøj vingård der giver mulighed for at smage på en række unikke vine undervejs – vine, man helt sikkert ikke støder på i det lokale supermarked. 

Det kolde Nord
I år er der kommet et nyt området på Food Festival ”Det Kolde Nord”. Området er et samarbejde med Nordisk Råd og her får man lov til at opleve Norden helt tæt på. Alle de nordiske lande samt Grønland og Færørerne er her samlet på et sted. På Det Kolde Nord kan man hele weekenden tage på tangtur med Torkild ud i Aarhus bugten, hvor man kan lære meget mere om tangens gode egenskaber. Man kan ligeledes besøge Sylteværkstedet, hvor man kan sylte sine egne bær, løg eller tomater. Her vil man blive guidet og vejledt af Syltedronningen og man får selvfølgelig sine sylterier med hjem.

Dette er blot nogle af de mange spændende events man kan møde på årets Food Festival, der kommer hele tiden nye overraskelser – så følg med på deres egen hjemmeside.