Vi kender det fra vores rejser til udlandet - store, overdækkede madhaller, hvor der sælges kød, frugt, grøntsager, delikatesser og mejeriprodukter i et farverigt leben. Det var en sådan stemning, som grundlæggerne og bygherrerne bag Torvehallerne ved Nørreport stræbte efter, og i 20011 fik Københavns og Danmarks befolkning fik, hvad de var lovet: et længe tiltrængt madmarked på det knap 7000 store granitareal på Israels Plads i centrum af hovedstaden. Mens nogle har kritiseret stedet for at være for elitært er der ingen tvivl om, at madhallen har været en succes med sin kombination af stader, der sælger råvarer,  og stader, der fungerer som regulære spisesteder og vinbarer. Derudover har arkitekterne bag Torvehallerne bevidst søgt at integrere Københavns historie og originale byplan i opførelsen - således er Torvehallerne kommet til at fungere som det led, der forbinder livet i Botanisk Have og Ørstedparken, da Israels Plads ligger lige på den akse, hvor det gamle voldanlæg engang løb.

Torvehallernes udbud ligger lige over middel både hvad angår pris og kvalitet, og shoppingcentret City 2 vurderede snart, at der også var plads til et madmarked med delikatesser i Høje Taastrup. Den 28 marts i år slog stedet derfor dørene op til Staderne, hvor befolkningen vest for København nu ikke behøvede tage helt ind til hovedstaden, men kunne shoppe lækre madvarer i Høje Taastrup.

At god mad også kan nydes i kommercielle omgivelser er trenden med gourmetrestauranter, der åbner i indkøbscentre, en klar del af. Således udtalte Timo Hoffman, da han åbnede det elegante brasserie LOFT på toppen af Fields på Amager her i år, at der hos ham dels er et ønske om at lade god mad være tilgængelig for flere, samt at satsningen på mad er en måde at give sine gæster en særlig oplevelse på: “Centrene satser på oplevelsesøkonomien, hvor man linker sig op på gastronomi for at revitalisere sine forretninger. Vi vil for vores part gerne møde vores gæster der, hvor de er, og flere og flere stiller i dag højere krav til mad og vin på de steder, hvor de går ud og spiser, også, når det er i et center”; siger Timo Hoffman.  

Torvehallerne. Staderne. og tilmed også Copenhagen Street Food Market på Papirøen, der åbnede i 2014, hvor et univers af food trucks skaber et socialt og gastronomisk mødested for foodies med smag for gademad. Endnu et madmekka, der allerede har haft bragende succes.

Mens det spændende tiltag, som Tivoli har sat igang, i koncept kommer til at ligne Torvehallernes, vil det alligevel have sin helt egen identitet. Først og fremmest bliver arkitekturen himmelstræbende: stedet kommer til at være 17 meter på sit højeste punkt, og døbes Tivoli Hjørnet, hvor restaurant og retail vil brede sig over 5.300 kvm, og hvor komplekset iøvrigt kommer til at rumme et hotel. Byggeriet vil arkitektonisk skabe en ny dynamik mellem Tivoli og byen ved at have en bølgende glasfacade og skabe en forbindende akse lige dér, hvor forbindelseslinjerne ellers har været kappet i mange år.

Den nye Food Court kommer til at rumme 30 spisesteder og et centralt område med borde og stole, hvor man kan nyde sit måltid. Og de restauranter, der er blevet afsløret, tæller Tapa del Toro, HAV og Gorms. Jan Jensen fra Tapa del Toro har i en pressemeddelelse udtalt: “Tivoli er en fest, som bliver mere og mere attraktiv og med Tivoli Food Court i 2017, er der lagt op til en rigtig god køkkenfest! Tørsten og appetitten mærkes tydeligt, når man bevæger sig rundt i området omkring Tivoli, og når Tapa Del Toro rykker ind sammen med  andre dygtige madaktører i 2017, så bliver der virkelig noget at komme efter. Vi synes at det er et superspændende initiativ, som passer perfekt til et område med mange lokale madører, turister og pendlere, og vi glæder os til at tage imod dem alle”.
 

Tapa del Toro er allerede kendt fra både Torvehallerne og Istedgade, hvor de serverer spanske tapas og varme retter. En anden restauratør, der også har meldt sin ankomst i Tivoli-hjørnet, er Gorm Wisweh, der allerede har flere filialer rundt omkring i byen, og har haft stor glæde af sin placering i Torvehallerne. Han siger:

Vi glæder os til at blive en del af Tivolis nye Food Court - jeg arbejdede selv under Paul Cunningham dengang han havde The Paul, og dengang var det klart topstedet derinde i en mere broget samling af madsteder. Over årene er det tydeligt at Tivoli har arbejdet med at løfte det generelle restaurationsniveau og samtidigt holdt fast i de gamle klassikere. F.eks igennem af renoveringen og de spisesteder, der er i Nimb, og hvad angår Food Court, så kan man bare ved at se på de restauranter, der indtil videre er blevet bekræftet til at åbne derinde, at det bliver et superspændende sted både at arbejde og spise. Tivoli er i min optik et sted man kan være gastronomisk stolt af at blive valgt til. Indtil videre bobler det under overfladen hos alle os restauratører, folk er virkelig spændte på hvem, der mere vil være med. Her på Gorms elsker vi det sociale aspekt, som der også er i Torvehallerne, hvor vi selv har en stadeplads. Det der med at man besøger hinanden som kokke og løber rundt mellem boderne, den åbenhed elsker vi. Vapiano ( en madkæde med fokus på pizza og italiensk mad, der også åbner i Tivoli Hjørnet, red. ) føler vi os ikke i konkurrence med, de har et langt mere konceptuelt look, og det har vi slet ikke, vi laver tingene i en anden skala, og så har vi jo det nordiske touch på vores pizzaer, hvor Vapiano er mere klassisk.”

På spørgsmålet om hvorvidt der er plads til flere madhaller i København, Svarer han: “det er der, især pga det anderledes publikum i Tivoli, som kommer til at bestå meget af turister. Det bliver spændende at se om man med den nye madhal kan ramme en ny målgruppe, som man ikke tidligere har kunnet tilfredsstille i København.”