4 eller 7 serveringer inkl. vinmenu. Lyder det bekendt? Stort set alle restauranter i København serverer mad akkompagneret af en vinmenu. Men det dogme udfordrer Restaurant DITTO i St. Kongensgade. Restauranten skrotter vinmenuen og lancerer i stedet en regulær cocktailmenu. Her bliver hver ret i restaurantens 4 eller 7-retters nordisk inspirerede menu nu i stedet ledsaget af en specielt tilpasset cocktail.

“Cocktails kan noget helt særligt i forhold til fx vin og øl. Med tilpassede cocktails kan vi give gæsterne en anden oplevelse, end de er vant til, og vi kan skabe nogle meget interessante smagskombinationer, der klæder vores mad rigtigt godt. Cocktails synes vi er den perfekte følgesvend til mad. Her kan vores dygtige bartendere skræddersy en drink, der i smag, konsistens og styrke matcher maden på bedste og langt mere flerstrenget vis end vin - og ofte med et mindre tungt udtryk end øl og vin,” siger Louise Hein Krogh, der sammen med sin mand Michael driver Restaurant DITTO.

Dermed bliver DITTO en af de få restauranter i Danmark, der går all in på cocktailfronten. Det har ellers været en trend forbeholdt storbyer som New York og London de senere år, hvor cocktails og mad er blevet det store hit.

Den trend rammer nu København og Restaurant DITTO, hvor hver cocktail bliver gennemtænkt og smagt til, så den præcis passer til retten. Det betyder, at der er milevidt fra gode gamle 80’er-cocktails til de cocktails, gæsterne på DITTO kan forvente.

Oplagt mødested efter arbejde

I Store Kongensgade venter der således gæsterne blandt andet grov tatar med svampe, spidskål med tørret torskerogn og friskost med citron verbena, der alle hver i sær matches med tilhørende cocktails.
Ligesom med maden er der i DITTOs cocktails fokus på lokale ingredienser og rene råvarer - ofte med smage, der både går igen i maden og de tilhørende cocktails.

Men fokus på cocktails appellerer DITTO til at blive et nyt hænge-ud-sted, hvor stedets særlige atmosfære indrammer velsmagen. Og de uformelle rammer gør stedet oplagt som et mødested for en festlig aften.

”DITTO skal gerne være et oplagt sted at gå ud efter arbejde, eller hvor man spiser og får et par cocktails, inden turen går videre i nattelivet. Det har vi gode rammer for i Store Kongensgade” siger Louise Hein Krogh, der også præsenterer et særligt fredagsbars-koncept, hvor gode cocktails varmer weekenden op for kun 85 kroner stykket.

Og er man ikke til cocktails, er det stadig muligt at købe vin og øl i restauranten, slår Louise Hein Krogh fast.

“Vi har altid et spændende vinkort, ligesom du kan få gode øl, hvis du hellere vil have det.”

Fakta: DITTO St. Kongensgade

DITTO i Store Kongensgade åbnede i sommer, men inden da har ejerne slået deres navn fast i Hellerup med den populære DITTO Spiseri. Her opnåede DITTO stor succes med velsmagende nordisk comfort food, hvor primært danske råvarer får fuld smæk på smagen. Den filosofi har parret taget med sig til Store Kongensgade, hvor mødet mellem mad og cocktails skaber en afslappet og festlig atmosfære, der passer perfekt til det oplevelseskvarter, som restauranten ligger i.