Picture

Viva – gourmetmad nedenfor Langebro

Efterhånden en institution i den flydende restaurationsbranche, for selvom Viva ikke kan sejle frit i København Havn men ligger fast fortøjret på kajen nedenfor Langebro, fås atmosfære næppe mere maritim end her, og oplevelsen er suverænt gennemført: restaurationsbåden har koøjerunde vinduer, en vippende bro, der fører fra kajen og ud på skibet, og et solidt trægulv, samt muligheden for at sidde enten ude i den salte vind eller inde i selve båden, som er indrettet med danske designmøbler. Men det er Vivas menukort, der for alvor tager kegler: køkkenet er nemlig ambitiøst uden at være snobbet, og rummer både gode kødudskæringer samt fisk og skaldyr, der alle serveres med elegance og enkelthed – tænk for eksempel håndpillede rejer med hollandaise og hvide asparges, kyllingelevermousse, langtidsbraiseret svinekød med nye løg og ovnstegt, hvid fisk i brunet smør. Dertil god vin – gerne kølige dråber med bobler, og en umanerlig fin udsigt udover Købehavns Havn, hvor de øvrige bådes bataljer i bassinet kan følges i ro og mag fra soldækket.

Picture

Moby Dick – luksusyacht på cruise i havnen

En smidig og slank yacht i nøddebrunt træ er Vivas forlængede arm på vandet – Moby Dick kan nemlig i modsætning til sin 'storesøster' sejle, og dét gør den i stor stil; båden lægger fra og til ved Vivas dæk med de af restaurantens gæster, der ønsker sig en helt særlig spiseoplevelse på vandet. Vivas og Moby Dicks 46 årige ejer Buster Schmidt styrer både løjerne, båden og menuen, hvor gæsterne sætter sig til rette i de bløde sæder nede i bådens kabys, mens Buster fortæller røverhistorier fra de syv have og anretter aftenens mad. Han afslører dog, at retterne laves af kokkene i Vivas køkken, men ude på vandet er det hans opgave at varme og anrette delikatesserne. Alt efter budget og valgt menu tager turen cirka 4 timer, hvor maden nydes i hyggeligt lag, mens Buster fører Moby Dick rundt i Københavns Havn. Moby Dick er fra 1969 og blev i sin tid bygget på værftet Banholm.

Picture

Saga fjord – god mad og historier på Roskilde Fjord

Roskilde fjord har været sejlet på kryds og tværs af fartøjer siden vikingetiden, men i dag er et af fjordens vartegn den lille men gesvindte båd Sagafjord, som tager sine gæster rundt på vandet i kombineret sight seeing og frokostoplevelse, der tager 2 timer, og en aftentur, som tager lidt længere tid. Sagafjord-skibet stammer fra 50'erne og var oprindeligt passagerfærge i Norge, men fartøjet er i dag blevet renoveret og ombygget til flydende restaurant, der også tilgodeser de små passagerer i sin børnemenu. Sagafjord fokuserer på helheden: således kan man sidde og nyde maden, der serveres fra en overdådig menu, mens en højtaler med mellemrum fortæller om de ting, man passerer i fjorden, blandt andet de mange små øer og fjordens maritime historie og natur. Maden har fået et gastronomisk løft og leveres af Cofoco, og Sagafjord både afgår og lægger til evd den lille havn blot et stenkast fra Vikingeskibsmuseet.

Picture

Cafe Liva – cabaretteatret i Nyhavn

Nyhavn har i århundreder været Københavns epicenter for underholdning, og i dag valfarter især gæster udefra for at promenere langs de to kaje, hvor en broget samling af smukke træbåde og pensionerede dampere ligger og vugger. Ved en af dem ligger cabaretteatret Cafè Liva, der både er Københavns eneste cabaret-båd og en af landets eneste faste cabaretscener i det hele taget. På Café Liva produceres der 4-6 cabaretter årligt, som hver spiller 25-30 forestillinger fordelt over halvanden måneds tid, og forestillingerne er helt skræddersyet til scenen på båden. Idéen til Café Liva startede i 80'erne, hvor teaterteknikeren Lone Guldbrandsen og skuespilleren John Schelde sammen købte træskibet Fredsbudet i Århus og fik det fragtet til København og ombygget til cabaretscene med tilhørende restauration i 1983. Op igennem 90'erne lagde båden trofast gulv til forestillingerne, men træskibet Fredsbud, der var bygget 1919 i Risør på Risør Værft, havde i 00'erne udtjendt sin pligt, og et nyt skib blev bygget og kunne indvies i 2011, og fik passeligt navnet Liva 2. Det gode mad, der serveres inden cabaretterne, leveres af Picnickurven.

Picture

Dinner Cruise med Canal Tours

De mange turbåde i Københavns kanaler er populære både hos danskere og turister fra udlandet, men udover at tage sig en tur for at lære historien og geografien bedre at kende ad hovedstadens vandveje, er en særlig udgave af tourbådene udstyret med spisefaciliteter – nærmere bestemt bådene, der er beregnet til Dinner Cruises. Båden afgår fra stoppet ved Gammel Strand og glider igennem kanalerne med en fuld menu ombord. Oplevelsen hedder Dinner & Wine og der serveres lige nu rimmet laks, bagte løg med høost, tyndskåret rosastegt kalvetyksteg og chokolademousse for passagererne under turen. Der er dog ingen guides til at tegne og fortælle om omgivelser mens der spises, da man lægger vægt på maden og den gode stemning. Retterne kommer fra Bojesens restaurant i Tårnet på Christiansborg.

Picture

JS Boat Charter – historiske skibe i farvandet

Skal man have sig en virkelig unik sejloplevelse i havet omkring København er JS Boat Charter valget; firmaet råder over 6 smukke og historiske fartøjer, blandt andet den 2 mastede skonnert Fiona fra 1904, chaluppen, der har tilhørt kongehuset, og det ombyggede fiskerfartøj Eva. Mange af turene starter fra JS  Boat Charters kajplads i Nyhavn 53 og kan vare fra et par timer i op til et døgn, hvor staben fører en sikkert rundt på havet og i kanalerne. Udover kanalrundfart tilbyder skipperne også honeymoons, julefrokoster, polterabend og watermusic, der kombinerer sejlads og besøg i Operaen eller Skuespilhuset med en teatermenu. Folkene bag JS Boat Charter er professionelle og kyndige skibsmennesker – blandt andet stod firmaet bag renoveringen af Tivolis fregat, der ligger inde i haven.