Vi er så ovenud heldige i København, at man snart ikke kan gå omkring et gadehjørne uden at finde et sted at gurgle halsen. Og nu er en ny, stor og meget ambitiøs cocktailbar endda åbnet på undertegnedes lokale domæne: Vesterbro. Lidkoeb hedder den. Lid...hvad? Ordet 'Lidkøb' betyder en fugtig fejring eller bekræftelse af en handel. Og den første del, "lid", kommer fra oldnordisk og betyder en stærk, berusende drik. Det var, hvad jeg kunne slå op på nettet. Og det samme kan Rasmus Shepherd Lomborg bekræfte, der er ejer og ophavsmand til både Lidkoeb og Ruby i Indre By, da jeg fanger ham i baren gemt mellem Værnedamsvej og Vesterbrogade ved Føtex' parkeringsplads.

Blandt slagtere og apotekere
"Engang var her en masse slagtere i området. Og når man så forsejlede en aftale, var traditionen at drikke lidkøb. Det kan også betyde et heftigt drikkegilde, hvilken det da også tit udviklede sig til...".
Det var to år siden Rasmus forelskede sig i det smukke 3-etagers hus. 2. november lige præcis. Det var en gammel, fredet bygning, som en ambitiøs apoteker byggede i 1715. Han indrettede staldhus, anlagde en prydhave (hvor Føtex' parkeringsplads nu ligger) og byggede et apotek og laboratorie fordelt på de 3 etager.
"Vi havde i lang tid ledt efter et sted med en pejs. Det får vi også hér. Og lige overfor pejsen kommer en scene, hvor musikere kan komme og spille", siger Rasmus med slet skjult forventningsglæde i stemmen.

"Det bliver et sted med mere værtshusstemning. Der bliver selvfølgelig også lavet en masse cocktails, det er jo dét vi er rigtig gode til, men på Lidkoeb kommer der også til at være stort fokus på øl".

Øllet kommer fra Jeppe Jarnit-Bjergsø, bror til Mikkel bag Mikkeller, der har det rigtig udmærkede og næsten lige så anmelderroste øl-brand Ewil Twin Brewing.

Derudover bliver det cocktails i fri leg. For eksempel daiquiries på hjemmelavede marmelader som fx blomme/anis, pære/rosmarin stikkelsbær og æble/kvæde.

En rummelig bar
"Der skal netop ikke være så mange regler. Det skal bare være rigtig lækkert. Intet speciel tema, det giver begrænsninger.
Jeg vil bare ha' et sted, som jeg selv har lyst til at være. Hjerterum og god service - det er ikke rocket science".

Lidkoeb bliver dermed også lidt mere nede på jorden end sin storesøster Ruby i Indre By.
Så der bliver både plads og tid nok til at flirte og kaste blikke gennem baren med rum til de indtil videre 70-80 gæster.
Indtil videre er det kun den stemningsfulde stueetage, der er i brug, men i starten af næste år bliver "Slyngelstuen", som Rasmus kalder den, også åbnet op for tørstige gæster på 2. etage.

Og en whiskybar...
På toppen venter den helt intime bar på at blive åbnet op - med mørke træpaneler og spær og også en lille pejs. Indtil videre er planen, at den kommer til at fungere som en lille smug-whisky-bar.
Men man tager det i små slag på det nye Lidkoeb. Ingen grand opening eller "Siegfried og Roy". Derfor var der blød åbning for venner, familie og bekendte sidste fredag, invitationer til de lokale forretningsdrivende i dag torsdag, og i morgen 2. november slår Lidkoeb så dørerne op på fuld gab fra kl. 16.
I baren kan man forresten få "slagterbolsjer" også kendt som flæskesvær som en hilsen til fordums slagtere, pretzls til øllet, syltede agurker og også en god gang stempelkaffe.
Men man kan nu også godt få (rigtig!) gode champagner på både glas og flaske fra importøren Pétillant, der også sine sælger vine fra butikken SKÅL på Østerbro.
Og nu er vi jo i hipster-epicenteret, er vi ikke? Så bartenderne er selvfølgelig klædt i skovmandsskjorter...