Virkningen var lynhurtig og nådesløs – i de måneder i 2008, hvor den financielle krise rullede henover Europa og Danmark og fik ellers muntre restaurantgængere og levemænd til at holde på pengepungen. Og det havde massive konsekvenser for den blomstrende spisescene i København. Fra fyldte huse til tomme sale gik det, og gjorde da også at en stor del af beværtningerne måtte dreje nøglen om.

Restauranternes udfordring med at fylde bordene op fik en ny slags industri til at blomstre, nemlig de såkaldte dealsites, der pludselig kunne tilbyde deres brugere op til 70% rabat på gourmetmiddage. Samtlige af Københavns førende spisesteder fik sælgere i røret, enten fra giganter som Groupon eller Sweetdeal eller fra danske iværksættere, som så et nyt marked indenfor nethandel og lancerede egne salgsplatforme ved navn Earlybird, Downtown og Greed.

Tendensen rejste et ramaskrig i branchen, hvor man frygtede at rabatterne ville vænne restaurantgængerne til kun at gå ud, når priserne var i bund, og presse spisestederne til at kompromitere kvaliteten. Med andre ord ville det være som at tisse i bukserne, hvor en eksponering på et site givetvis kunne give hurtigt opmærksomhed, men bagefter ville smerte i økonomien.

I Horesta var man fra starten af klar over problemet. Kommunikationschef Henrik Messmer udtalte 2 februar 2012 til avisen.dk: ”de (restauranterne) tjener meget lidt på det. Det er nærmest ikke-eksisterende indtjening, når man kun får halv pris. Det kan nemlig være vanskeligt at stå fast på de normale priser, når naboen er med på tilbudsvognen. Det er en selvforstærkende effekt for det kan være svært at undlade, hvis gæsterne kan gå ind ved siden af og få det hele til halv pris.”

Men hvad er status den dag i dag – frygter man stadigvæk dealsitene, og hvor mange gæster får restauranterne egentlig igennem disse platforme?

En af dem, der fra starten var skeptisk overfor det nye fænomen, var Bo Jacobsen fra Restaurationen. Dengang som nu er han overbevist om at tendensen har en negativ effekt på branchen, og han synes ikke, at situationen er blevet bedre, tværtimod; Bo bliver stadigvæk kimet ned af sælgere, der lover flere kunder i butikken: ”det er et problem, at disse sites lægger sig ind mellem kunde og udbyder og således profiterer på et glansbillede, der slet ikke holder; overfor kunden lokker de med absurd billige gourmetmenuer, mens de overfor mig og min forretning taler om at eksponeringen vil lokke flere gæster til. Den revanche, som de kræver på handlen, er absurd høj – og tingene ville i bedste fald gå i nul, hvis jeg skulle hoppe med på deres vogn. Og det der med at dealen skulle udvide min kundekreds, den hopper jeg ikke på. De gæster, der benytter sig af rabatter, følger de favorable tilbud, og kommer sjældent tilbage for at betale fuld pris. Men jeg kan jo alligevel se at mange spisesteder forsøger sig med rabatter, for at overleve. Og det kan altså kun lige hænge sammen, hvis man skruer på kvaliteten. Så kunderne får i sidste ende et underlødigt produkt og ikke det, de forventede. Siden 2009 er der ikke åbnet en eneste restaurant i den dyre ende, men tværtimod vælter det frem med billige spisesteder. Det betyder vel, at kunderne har vænnet sig til at bruge færre penge, når de går ud, måske har de endda vænnet sig til mad, der bliver lavet af supermarkedsråvarer.”

Kirsten Munch Andersen, politisk chef hos Horesta, kan bekræfte, at det myldrer frem med nye beværtninger, så konkurrencen om gæsterne er hårdere end nogensinde: ”Siden krisen har målinger vist, at der er blevet ansat 10.000 flere i branchen herhjemme”, siger hun. ”Iøvrigt er vores opfattelse, at vores medlemmer har vænnet sig til rabatsidernes tilstedeværelse i branchen. Restauratørerne er blevet bekendte ved deres fordele og ulemper, og vigtigst af alt, så kan de godt se, at dealsitene alligevel ikke har evnet at gøre en forskel, hverken til det værre eller til det bedre.”

Hun refererer desuden til den seneste konjunkturundersøgelse fra juni 2013, som foreningen har udført blandt 60 deltagende restauranter. De blev bedt om at besvare en række spørgsmål omkring deres gæsters brug af forskellige reservations- og bestillingsformer samt restauranternes erfaringer med at benytte eksterne samarbejdspartnere ved salg af restaurantydelser. Forbløffende nok viser målingen, at kun 0.3 procent af restauranternes samlede gæsteantal kommer fra dealsites. Det er også værd at bemærke, at en meget høj andel (over 80 pct.) af de adspurgte restauranter svarer ’ikke relevant’ til netop dealsites i spørgeskemaet, og dermed indikerer, at disse salgs- og bookingkanaler ikke er relevante for deres virksomhed.

I dag kan Bo Jacobsen stadigvæk ikke drømme om at benytte sig af et dealsite, han taler endda om en boble af billigrestauranter, som skævvrider markedet på bekostning af kvaliteten:”Engang blev min restaurant Restaurationen anset for at være et sted med mellempriser. I dag anses den for at være dyr, fordi de fleste omkring os ikke tør opretholde en ordentlig pris, og fordi kunden ikke altid overvejer den vigtige balance mellem pris og kvalitet.”

Der findes dog restauranter, der føler, at platformene tjener et formål for deres forretning, deriblandt Sammy Shafi fra Kokkeriet, som taler varmt for sit samarbejde med Earlybird. Kokkeriet har været med fra Earlybirds start i 2011, hvor sitet blev lanceret af Brian Köster og Martin Aleth. Earlybird er et sted, som på fleksibel og hurtig vis giver restauranterne mulighed for at sætte tomme borde til salg og fylde en restaurant, der ellers ville havet stået halvtom på den pågældende aften. ”Vi ser det som en ekstra service overfor vores gæster, at de altid kommer til en restaurant fuld af liv og stemning. Ingen gider spise et sted, hvor gæsterne kan tælles på én hånd. Der har førsteprioritet for os, og vi har forliget os med, at rabatterne ikke giver indtjening, men derimod kan bidrage til et flow af glade mennesker”, siger Sammy.

Billedet anno 2014 er derfor broget: nogle københavnske restauranter har valgt at tage det, de selv kan bruge, fra platformene, mens andre forsager rabatsiderne og konsekvent udelukker dem fra deres forretningsmodel. Sikkert er det dog, at ingen af parterne kan ignorere rabatordningernes indflydelse på den københavnske restaurantkultur, og at alle restauratører, fra caféejeren til gourmetkokken, er blevet nødt til at forholde sig til deres tilstedeværelse på lige fod med branchens øvrige konkurrenter.