Spiseliv er taget forbi den populære Cafe, til en snak med Anne-Louise, som startede cafeen op for 10 år siden. 
 
Anne-Louise fortæller: ”Vi kører grøntsager efter sæson, rodfrugter om vinteren, og i foråret asparges og fennikel. Hele tiden følger vi årstiden, af flere årsager. Cafe Glad er en 96-97% økologisk cafe, og for mig hænger økologi sammen med bæredygtighed. Vi har økologiske varer, men meget gerne lokale danske varer. Det er billigst, og det smager bedst, når de to ting går hånd i hånd,” siger og hun fortsætter:
 
”Der er i høj grad fokus på økologi, men det skal give mening. Hvis jeg skal vælge mellem en dansk agurk og en økologisk fra Spanien, så vælger jeg altså den danske – da det er mest bæredygtigt.” 
 
En æressag
På Cafe Glad er der en del retter der går igen på menukortet, som fx chili con carne, som er meget populær blandt stedets stamgæster. Selvom de fristende salater i disken hovedsageligt udvikles efter faste opskrifter, så sker det næsten dagligt, at de får et twist for lige at få brugt alle de gode råvarer, som cafeen ligger inde med. 
 
”Vi bruger friske råvarer og det er nærmest en æressag, at intet går til spilde,” siger Anne-Louise. 
 
Hun brænder for bæredygtighed og fortæller med stor glæde at den passion går igen hos personalet, som brænder mindst lige så meget for det som hende selv. 
 
Vi spørger Anne-Louise, hvad fokus er lige nu på Cafe Glad, og hun svarer: ”Endnu mere bæredygtighed er altid i fokus her på Cafe Glad. Vi er stolte over at bruge dansk økologisk kyllingekød og oplever, at kunderne efterspørger mere og mere økologi og bæredygtige råvarer. Vi er i øjeblikket ved at finde frem til den helt rigtige leverandør af en god økologisk laks, og i sommer var vi på Northside med en madbod –i det hele taget arbejder vi hele tiden på at udvikle os og prøve nye spændende initiativer af.”
 
Den dag Spiseliv er forbi er det også tydeligt at se, at cafeen er et populært sted i Aarhus. Der er gang i køkkenet og der kommer hele tiden nye kunder forbi, enten for at hente maden med hjem eller for at nyde den på den hyggelige, charmerende og energifyldte cafe.