Guide til restauranter, caféer og natteliv
i Danmark. Artikler om mad, vin,
inspiration, baggrund og opskrifter.
Brunch i solen

Brunch i solen

Kategori: Anbefaling 27/7 2010

 

På de – trods alt – få dage hvor solen skinner, og det er vejr til udendørs spisning, er det helt oplagt at tage brunchen udendørs.

Vi har fundet en række steder i forskellige dele af byen, som alle byder på brunch, som kan indtages under åben himmel.

__________________

Frederiksstaden: Quote

Hvis turen går til indre by, fx nogle af de mange seværdigheder i Frederiksstaden, er det oplagt at lægge vejen forbi Quote, som ligger på solsiden af Kgs. Nytorv.

Solen står lige på til brunchtid, og hver lørdag mellem klokken 10-14 og søndag fra 11-15 serveres der weekendbrunch med lækkerier som spansk tortilla med chorizo, croque monseiur med tallegio og Skagenskinke, røget laks, økoyoghurt osv. Uden drikkevarer er prisen i skrivende stund 145 kroner.

Quotes profil på Spiseliv »

Strøget: Café Phenix

Der er mange muligheder for at spise brunch i solen ved Strøget, fx på Kultorvet, hvor den populære Café Phenix, som mange nok kender fra Valby, har en filial.

Som et af de eneste sted i byen serverer Phenix hver formiddag brunchen på buffet, i hverdagene fra klokken 9-13 og i weekenderne fra 9-15 til henholdsvis 109 og 139 kroner. Brunchen indeholder alt fra æg over bacon til pølser og kager, og den er især ekstremt populær i weekenderne, hvor bordbestilling er en rigtig god idé.

Cafe Phenix Kultorvets profil på Spiseliv »

Nørrebro: Café 22

Med en udendørsstilling på første parket til Sortedamssøen har Café 22 ikke megen konkurrence på beliggenheden – især når solen skinner og man kan sidde ude ved et af de mange borde. De bliver hurtigt besat, så det gælder om at være hurtig.

Brunchen serveres hver dag fra klokken 9-16, i hverdagen på tallerken til hver enkelt gæst og i weekenderne ad libitum fra buffet. Her mangler ikke noget: Røræg, bacon, brunchpølser, pandekager, hotwings, frikadeller, varm leverpostej, yoghurt, pastasalat, grønt salat, pålæg, skiveost, tunmousse, røget laks, æg og mayo, müsli, ketchup, ahornsirup, marmelade, nutella, smør, croissant, rugbrød og hjemmelavet brød er, hvad man får for 89 kroner. Det er jo nærmest mistænkeligt billigt.

Café 22s profil på Spiseliv »

Østerbro: Dag H

Solen begunstiger det brede fortov foran den populære Østerbrocafé Dag H med sine stråler hver formiddag og langt op ad dagen og aftenen, så caféen er med rette et populært brunchsted på disse kanter.

Brunchen tallerkenserveres hver dag fra klokken 10-14, og man kan vælge mellem en vegetarmodel og en med kød. Begge byder på blødkogt æg, yoghurt, ost, frugt og thebirkes, og de suppleres desuden med henholdsvis vegetarretter og mere kødfulde indslag som kyllingespyd, laks og charcuterie. Prisen er i skrivende stund 128 kroner for begge.

Dag H.s profil på Spiseliv »

Vesterbro: Barbar Bar og Café Obelix

Vesterbros Torv tager sig allerbedst ud i sommermånederne, hvor trafikken er mindre markant end ellers på Vesterbrogade, og solen skinner på torvet.

Her ligger to caféer, som begge tilbyder brunch til virkelig lave priser og med sol på de udendørs pladser: Barbar Bar og Café Obelix.

På Barbar Bar kan man få en lille brunch serveret på tallerken til 59 kroner og en stor til 95 i enten en vegetarisk eller en ordinær version. Desuden fås forskellige morgenmadsretter og en alt-i-éen brunchsandwich (75 kroner).

På Café Obelix serveres brunchen kun i weekenderne, men her er der til gengæld ikke sparet på noget – bortset fra prisen, som er 99 kroner for alt, hvad man kan spise og drikke. På buffeten finder man fx spejlæg, røræg, pølser, bacon, skinke, ost, tærter, pandekager, frugt, yoghurt, juice, te, kaffe, chokolade og hvad kokken ellers lige finder på.

Obelixs profil på Spiseliv »

Barbar Bars profil på Spiseliv

Christianshavn: Frederiks Bastion

Frederiks Bastion ligger idyllisk – ja nærmest landligt – på Holmen og fungerede oprindeligt som en del af Christianshavns Voldanlæg. I haven som omkranser Bastionen er der mulighed for at placere sige lige præcis i den vinkel på solen, man ønsker, så der findes næppe et brunchsted i byen, hvor solgarantien er mere komplet.

Oven i købet er Frederiks Bastion det sted i denne guide, der har tænkt mest på syvsovere og restaurationsbranchefolk, for brunchen serveres hver dag helt til klokken 17. Inspirationen er nordisk, og på brunchtallerkenen finder man fx nordisk pålæg, oste, fisk, skyr, hjemmelavet syltetøj, frugt, æggekage og en norsk pandekage med kardemomme. Hertil serveres et glas koldpresset æblejuice, og prisen er ganske rimelige 118 kroner.

Man kan tage vandbussen fra fx Nyhavn til Operaen og spadsere derfra til Frederiks Bastion – det tager under 10 minutter.

Frederiks Bastions profil på Spiseliv »

Frederiksberg: Café Sokkelund

På det ydre af Frederiksberg finder man Café Sokkelund, som er en af den slags caféer, man ville ønske, der var mange flere af i København. Her virker det ret meget som om, folkene bag har en holdning til de ting, de laver – og det kan naturligvis smages. Når solen skinner, kan man sidde ude og nyde den ved et af de mange udendørs borde foran caféen på solsiden af Smallegade.

Brunchen serveres hver dag fra klokken 9-15, og man kan vælge mellem en ”Lille Brunch”, en ”Sokke Brunch” og en ”Sokke Brunch 2”. Den lille udgave byder – som navnet antyder - på et lidt mindre udvalg end de andre to. På alle tre brunchudvalg går blandt andet drænet yoghurt med mysli, oste med oliven og et glas orangeade eller friskpresset juice igen. Ellers findes ting som tunmousse, blåbærpandekager, charcuterie og gratineret gedeost på de forskellige brunchtallerkener, som man bedst danner sig et indtryk af ved selv at kaste et blik på menuen. Prisen er 109/129 kroner for den lille brunch med henholdsvis et lille eller et stort glas juice til, mens de to store koster 139/159 kroner med og uden juice.

Café Sokkelunds profil på Spiseliv

Islands Brygge: Café Alma

Islands Brygge er et dejligt sted at opholde sig i solskinsvejr – og før/efter brunch vil det være oplagt at hoppe en tur i baljen ved Havnebadet.

Når man alligevel er på de kanter er det værd at lægge vejen forbi Café Alma, som i sommermånederne har en stribe af solbeskinnede borde på fortovet foran caféen.

Her serveres der brunch hver dag fra 10-13.30, i hverdagene tallerkenanrettet og i weekenderne på buffet. Brunchen byder blandt andet på røræg, bacon og små chorizopølser, økologisk yoghurt med Almas hjemmelavede müsli og akaciehonning, frugtsalat, røget laks, Port Salut, hjemmerørt friskost, spegepølse, Nutella, friskbagt brød med smør og friskpresset juice. Prisen er 149 kroner i weekenderne inklusiv kaffe og te og 115 kroner i hverdagene med juice men uden varme drikke.

Café Almas profil på Spiseliv

Se også

Se også vores guide til nogle af byens bedste brunchsteder, hvor der er gjort lidt ekstra ud af maden, men hvor der ikke nødvendigvis er udendørs servering:

Guide til god brunch

Keywords

Udeservering   Sol   Brunch   Brunchbuffet  

Credits

Tekst og foto: Redaktionen

Billedet fra Café Alma er taget af Simon Schultz