Hvis Mikkel Olsen og Emil Thybo Bahr fra Restaurant Babette ikke kommer på skamlen i Bella Centret til finalen i Årets Kok, kan de ikke skyde skylden på, at de har taget for let på opgaven. Alt den tid de ikke bruger på at kræse for sultne gæster i vordingborgrestauranten, bruger de nemlig på at træne i mange timer i træk for at forberede sig optimalt til den nationale kokkedyst. Men selv uden podieplads har forberedelserne til konkurrencen været alle kræfterne værd, forsikrer de to kolleger – kommende konkurrenter.

Hvordan forbereder I jer til finalen?  

Mikkel: ”Vi træner meget sammen på restauranten på tid, hvor vi sætter de råvarer til rådighed, der kan komme i spil i finalen. Stiller scenarier op og justerer de ting, der mislykkes. Men man kan aldrig vide, hvad der sker i finalen, og mange ting kan gå galt.

Emil: ”Vi kører ti intensive træninger, hvor vi sætter alle mulige scenarier op for hinanden, og både bruger de råvarer vi hver især håber er med, og dem vi helst undgår.

Har I nogle råvarer, I håber er til rådighed?

Mikkel: ”Blandt mine favoritter er en forret med selleri og en hovedret med rødbede. Derudover håber jeg, at der er vagtel eller due i kurven.”

Emil: ”Jeg håber på knoldselleri, så kan jeg lave en ret, hvor sellerien tilberedes med fars og puré, så den ligner et fyldt marvben. Kartoffel er en anden favoritingrediens.”

Hvordan forløb semifinalen?

Mikkel: ”Den foregik i Odense, hvor vi fik en råvarerkurv hver, havde to timer til rådighed og ingen medhjælper, som vi har i finalen. I semifinalen handler det mere om, at skabe en god smag. Detaljerne og præsentationen af retterne betyder ikke så meget som i finalen, men efter semifinalen fik vi besked fra dommerne om, at vi alle skulle stramme op.”

Har I før deltaget i Årets Kok?

Mikkel: ”jeg deltog for fire år siden, da jeg lige var færdiguddannet, og troede at jeg kunne det hele. Det gik ikke vildt godt. Nu har jeg større erfaring, ved hvad det indebærer og træner hele tiden. Vi stillede også begge op til Kartoffelprisen 2012, hvor Emil blev nummer tre, og jeg blev nummer et.”

Emil: ”Jeg har ikke været med før, men jeg var med i flere konkurrencer, da jeg rejste rundt i Spanien. Jeg vandt blandt andet førstepræmien i en konkurrence afholdt af det spanske institut for eksport - ICEX . Under mit ophold i Spanien fik jeg også lov til at arbejde på nogle af de bedste Michelin-restauranter.” 

Havde I regnet med at komme i finalen, og hvad er succeskriteriet?

Mikkel: ”Jeg havde ikke regnet med at komme i finalen, for der var 17 ligeså dygtige kokke, der stillede op i konkurrencen. Jeg kastede mig ud i noget lidt vovet i semifinalen, og præsenterede det ikke så godt. Det var også kun med nød og næppe, at vi fik meldt os til konkurrencen. Vi trænede hårdt til Kartoffelprisen, så det var lige på falderebet, at vi fik afleveret vores ansøgning.”

Emil: ”Mine forhåbninger til finalen er primært, at jeg serverer nogle tallerkner, som jeg er tilfreds med, og så håber jeg bare, at dommerne kan lide det. Men det er meget uforudsigeligt. Måske laver man noget, der er godt, men som indeholder en ingrediens, en af dommerne ikke bryder sig om. Mit håb er at komme på skamlen, men der er hård konkurrence, for alle er konkurrencekokke, og jeg er den yngste deltager.”

Hvad betyder det for jer, at I er med, og hvis I vinder?

Mikkel: ”Hvis jeg vinder, er det bare en ny dag på kontoret mandagen efter her i Vordingborg. Men man gør selvfølgelig opmærksom på sig selv, og det bliver måske lidt nemmere at få et job i fremtiden.”

Emil: ”Træningen er guld værd for både os og restauranten. Vi bliver bedre kokke og kokkeeleverne, der hjælper os i træningen, lærer også en masse af det. Vi har fået en kæmpe hjælp fra vores sponsorer og leverandører, der har leveret en masse gratis råvarer og andet udstyr til vores træning. Det løber jo op i mange tusinde kroner, når vi hver i sær laver ti retter mad, hver gang vi træner op til finalen.”