Fra den 7. – 17. februar kører 10 restauranter i Aarhus et yderst fristende tilbud til alle madelskere. Her kan østjyder og valfartende nemlig få en tre retters menu for kun 250 kroner som en del af konceptet Aarhus Gastro Week, der nu har kørt med succes i flere år. De involverede aarhusianske spisesteder er Ferdinand, Nordisk Spisehus, Miró, Nordens Folkekøkken i Jægergårdsgade, Substans, Restaurant ET, Mefisto, Komfur, MellemRum og Norsminde Kro. 
 
På gourmetrestauranten Miró er billetterne for længst revet væk, og ejerne er derfor svært tilfredse med konceptet: ”Vi har været med to gange før, og det har været en stor succes. I år er alle 500 billetter blevet revet væk på tre dage. Efterårsferier og vinterferier er ofte sløve uger, så selvom vi måske mister lidt i omsætning i ugens løb ved at køre tilbuddet, vinder vi på den lange bane ved at have et stort flow i restauranten. Hvis vi bare kan få 50 nye gæster ind i huset, skaber det ringe i vandet, så det er en rigtig god og billig markedsføring for os.”, udtaler køkkenchef Martin Vesterdorf. Miró er foreløbigt den eneste restaurant, som har meldt udsolgt, så der er stadig masser af menuer til favorable priser på ni gode spisesteder.
 
Det prisvindende franske brasserie, Ferdinand, på Åboulevarden disker fx op med: 
- Pocheret torsk med blomkål, peberrod og spanske mandler 
- Skaldyrssuppe med soufflé, kartofler og dild 
- Braiseret svineskank, jordskokker, kål, pære og sky 
 
Mefisto i Latinerkvarteret byder på: 
- Suppe på kartofler og porre fyldt med smilende æg og purløg 
- Torskeryg i vinterversion med bacon, peberrod og sennep 
- Æblekage med karamel, hvid chokolade og vanilieiscreme.  
 
Billetterne til Aarhus Gastro Week 2013 blev sat til salg i starten af januar, men der er stadig ledige stole, der venter på at blive besat.