”Jeg elsker det traditionelle og det der med at holde tingene nede på jorden i julen”, siger Timo om sit eget forhold til den højtid, der suverænt skiller flest danskere. Nogle kan ikke holde julen ud – andre kan ikke få nok. Og for de sidstnævnte bliver der hvert år stadigt flere muligheder for at gå ud og nyde den gastronomiske side af julen, især i form af de populære julefrokoster. Faktisk stammer traditionen for julefrokost tilbage til 1940'erne, hvor det den 23 december blev kutyme at invitere de ansatte ind på chefens kontor, for at nyde et glas portvin og lidt kransekage sammen, inden man gik på ferie. Det udviklede sig så til reelle frokoster, hvor først arbejderne spiste sammen, men hvor det blev tradition at chefen også deltog på lige fod med de andre.

 Derfor er julefrokosten i dag en uomgængelig del af det at have et fællesskab på arbejdet, hvor de hierakiske forskelle udlignes, men også i privaten er julefrokosten en måde at skabe sammenhæng på. Og det er netop den hjemlige, intime stemning, som Timo Hoffman søger at skabe på sine 4 restauranter, der på flere planer har julefrokosten som et kerneelement i deres identitet. ”Vores tilgang til julemaden på restauranterne er, at vi altid tager udgangspunkt i de klassiske råvarer som gris, mandler, vanille og kirsebær. Vi har noget, vi skal passe på her, nemlig vores traditioner, som vi kærligt tager ind og nyfortolker i køkkenerne på Studie, Rambla, Loft og Café 8-tallet. Hvert sted har sin egen identitet, der definerer, hvordan årets julefrokostmenu kommer til at se ud.”

 

”På Café 8 tallet sidder man jo og kigger ud på et sandt guldaldermaleri af et stykke dansk natur, så derfor holder vi det helt traditionelt derude, med sild, fiskefilet, smørrebrød, ribbensteg, rødkål, ost og Ris a la Mande. På Rambla kan man som en kontrast nyde en Barcelona-inspireret julefrokost, med grillede dadler og bacon som appetizer, så et bræt med gode pølser og en and i sherry glace. Som hovedret kommer grisen ind ledsaget af trøffelsky, peanuts, appelsin og balsamico, der lige giver lidt syre til fedmen. Her er den traditionelle Ris a la mande forvandlet til en panna cotta, med brændte mandler og kirsebær.”

Maden på Studie, der ligger med smuk udsigt til Tiegtenkollegiet lige bag IT-universitetet, er nyfortolkende på både den nordiske, asiatiske og sydeuropæiske gastronomi. Her har teamet siden 2015 taget imod spisende gæster i en afslappet atmosfære, og julefrokosten anno 2015 bliver her en spændende omgang, hvor første servering blandt andet er rillette og rimmet torsk, og i næste ombæring frister med andebryst og pak choy. Grisen kommer ind som hovedret med æble og løg, mens desserten er endnu en julefortolkning med vaniljefromage og amarena kirsebær på toppen.

 

LOFT åbnede officielt den 2 oktober i år, og har derfor et spritnyt koncept at tilbyde danskerne. Nemlig en New Yorker-inspireret restaurant med forbløffende udsigt udover Ørestaden på toppen af shoppecentret Fields, hvor dimensionerne og ambitionerne i den grad matcher armbevægelserne over there. Stedet er en moderne gastrogrill, hvor maden handler om supermørt kød, perfekte fritter og masser af småretter, der kan nydes aftenen igennem. Julefrokosten på LOFT matcher stilen med en saftig porchetta som hovedret med urter, sprøde kartofler, timiansauce of rødkål.

”Jeg har selv de varmeste minder om julen, og i modsætning til mange andre så stresser jeg aldrig i december måned. Jeg elsker repetitionerne, det giver tryghed. Det lidt småborgerlige og konservative i julen, altså ment på den gode måde, hvor man holder fast i traditionerne. Nu hvor jeg selv har fået en lille søn, så giver jeg den en ordentlig én på goddagen derhjemme med pakkekalendre, familiehygge og det hele. Og den fornemmelse af julefred skal mine gæster på restauranterne også have. Derfor handler det ikke kun om selve maden, men også om vores team og selve servicen, der altid er fuld af ekstra smil og overskud i julemåneden. Vi skal alle have det godt, også op til julen, hvor vi altså håber på at kunne give folk en pause. Og så er det blevet en tradition hos os at invitere trængende børn og familier til at få lidt god julemad på vores restauranter. I år bliver det på Studie og 8tallet, med donerede gaver. Det er lige rørende hver gang at se folks smil.”