Picture

Klassisk smørrebrød på Cafe Gl. Torv

Vi lægger ud med det helt klassiske smørrebrød. Og det betyder i dette tilfælde, at man ikke blot får serveret overdådige rugbrødsmadder med de sædvanlige sild, fisk, salater og lunt, men også at maden kan nydes i hyggelige omgivelser der rækker langt tilbage i tiden. Det er i høj grad tilfældet her på Café Gl. Torv, hvor sildene alle kommer de de nordiske farvande og marineres og tilberedes af staben selv, og hvor kødet er fra fritgående dyr – med andre ord: så godt som alt er hjemmelavet og tænkt på den rigtige måde, og den filosofi går perfekt i tråd med de originale lokaler, der oser af husmandsstemning og fordums gode frokoster. Også dengang blev tingene lavet fra bunden, for Cafeen blev grundlagt her på hjørnet af Gl Torv i starten af 1900-tallet, og blev i folkemunder kaldt ”Huset med det grønne træ”. Det gamle træ, der stod lige foran cafeen, er nu skiftet ud med et yngre af slagsen, men den gode mad er stadigvæk ligeså original som dengang. Prøv gerne en af husets 2 platter til frokost, eller besøg stedet om aftenen, hvor det lune indtager hovedrollen og især oksestegen med hvis peberrodssauce er et hit.  

Picture

Det lune bord hos Krogs

Når man alligevel har besluttet sig for at fejre påsken ude, hvorfor ikke gøre det med stil? Det er der nemlig rige muligheder for ved at besøge den legendariske Krogs Fiskerestaurant, der efter et par tumultariskes år nu er kommet i gode hænder hos nye ejere, der i den grad forstår at værdsætte stedet for dets historie og arv. Tilbage er fokus på rigtig god fisk tilberedt på elegant, fransk manér, og priserne er i det fornuftige leje. Naturligvis er der stort fokus og ekspertise indenfor netop alt godt fra havet, men Krogs store frokostbord med smørrebrød indeholder foruden fiskedelle, sild, rejer og koldrøget laks også tatar, hønsesalat og ribbenssteg. Mens maden nydes kan man oplagt se sig lidt om i de historiske lokaler, hvor restauranten blev grundlagt i 1910, og hvor datidens hotteste indendørsdesigner og kunstner, Valdemar Andersen, har dekoreret stedet med friser af muslingeskaller. Prøv også gerne den superfriske stenbiderrogn, der er i sæson lige nu.

Picture

Smallegade smørrebrødsbar gør det på vegansk

Smørrebrødet har virkelig fået sig en renæssance i de seneste par år, hvor kokkene ikke har været bange for at nyfortolke den populære spise. Og det er sådan, en klassiker overlever, også, når det kommer til veganske varianter af det ellers ofte kødholdige smørrebrød. Få dig en helt ny oplevelse ved at sætte tænderne i lækre advokadomadder og en vegansk bøf på en bund af masser af grønt her i Smallegade, hvor du også kan tage madder med hjem som take away. Dog er det naturligvis muligt at få serveret det klassiske smørrebrød, men baren understreger deres sunde tilgang til spisen ved at garnere med rigelige salater, nødder, kerner og grønt drys, så man bagefter kan lunte hjem på en forfriskende, uproppet måde. Populær er for eksempel smørrebrødet med hjemmelavet laksesalat, eller hvad med at gå kødplanken helt ud, og nyde en tartarmad med ristede solsikkekerner, æggeblomme og hjemmelavet sennepsmayo? 

Picture

Cool bystemning og afslappede retter hos Stempel

Det er rettere det internationale cafékøkken der hersker her på Stempel end det klassiske smørrebrødsudvalg, men har man fået påskemadder nok er denne afslappede café, der ligger livligt på hjørnet af Istedgade og Enghave Plads, et godt valg for de gæster, der gerne vil hygge i uformelle og urbane omgivelser. Stempel har formået at omdanne en forhenværende hvidevarebutik til en stemningsfuld café, hvor man har gjort en dyd ud af at finde usædvanligt interiør og små overraskelser, der gemmer sig rundt omkring til gæsternes morskab. En gammel containervæg dekorerer for eksempel den ene mur, mens gamle kufferter og rejseudstyr står placeret rundt omkring i hjørnerne. Stempel er især kendt for sine 'små bidder' der består af tapasligneden anretninger med kammuslinger, reje cocktails og røget andebryst. Derefter kan man blive godt mæt på solide burgers, bøffer og pasta.  

Picture

Kreativt luksussmørrebrød på Kompasset

Begrebet gourmetsmørrebrød dyrkes med stor elegance og legesyghed her, og der forkæles virkelig med luksusråvarer så som sortfodsskinke og trøffel. Kompasset ligger i den nyrenoverede ende af Nyhavn, og smukke detaljer er kommet frem under det store arbejde på husfacaderne. Restauranten har fået navn efter den kompasmager, der boede her fra 1769 til 1800. Han har fået udskåret et smukt relief over porten med figurer og en kompasrose, et splitfag og et sandur, og idag rummer ejendommen altså restaurant Kompasset, der i lyse, velrenoverede lokaler serverer kreativt smørrebrød med flot kig til kajen. Glæd dig til virkelig lækkert smørrebrød her, hvor man hverken retter sig efter det ene eller det andet dogme, men ikke er bange for at blive inspireret af for eksempel det asiatiske og japanske køkken i smørrebrødenes råvarer og smagssammensætninger. Glem ikke at nyde en eller flere af stedets egne, særlige krydderbrændevine til madderne.  

Picture

Restaurant Krabbens overdådige Påskebuffet

Her er vi taget lidt udenfor København for at fortælle en lille påskehistorie om havneudsigt og en stor buffet til rigtig god pris. Restaurant Krabben er et af Vallensbæks mest dynamiske spisesteder, hvor der hver måned er fokus på sæsonernes råvarer og især alt det gode fra havet. Her kan du sidde og nyde havnen og det skvulpende saltvand lige udenfor vinduerne, alt imens staben disker op med en overdådig påskebuffet fuld af det klassiske smørrebrødspålæg, lammesteg, cuvette, vildtpaté og gammeldags æblekage, for blot at nævne nogle af retterne. Buffeten koster 275 kr per person, men det er også muligt at nyde en enten 2- eller 3 retters menu med stenbidderrogn, ølbraiseret lammeskank og citronfromage til enten 250 eller 325kr. Tilbuddet gælder fra den 13-16 april.