Guide til restauranter, caféer og natteliv
i København og omegn. Artikler om mad, vin,
inspiration, baggrund og opskrifter.
International betal-hvad-du-vil trend rammer Vesterbro

International betal-hvad-du-vil trend rammer Vesterbro

Kategori: Tendens 19/3 2009

 

Restauranter, hvor du selv må bestemme prisen på din mad, er efterhånden ikke noget ukendt fænomen i den vide verden. Den italienske restaurant Brunello på Vesterbro er så vidt vides de første herhjemme, som har taget det finanskrisevenlige koncept op.

Tekst: Mette M. Helbæk

Foto: Mette M. Helbæk og Lisbeth Timm

 

Radiohead introducerede fænomenet i pladebranchen. Magasinverdenen tog idéen op. Og nu er også restauranter kommet med på den let selvmorderiske trend med selv at lade kunderne bestemme prisen på den vare, de køber. Tillidsøkonomi, hedder fænomenet.


Tag en time i opvasken

Når varen er mad, kan der være flere grunde til at tilbyde varierende priser. I USA tilbyder en stribe restauranter, at kunderne skal betale det, de synes de har råd til, efter devicen at alle har ret til mad. Disse spisesteder drives ofte som foreninger eller delvist baseret på frivilligt arbejde. Denver-restauranten SAME café tilbyder eksempelvis, at man, hvis man ingen penge har, kan tage en time i opvasken i stedet for at betale for sit måltid.

Det lyder som en gammel kliché, men er vaskeægte socialrealistisk virkelighed i Colorados hovedstad.


Ingen nævneværdige konceptelementer af altruisme

I London har betal-hvad-du-vil trenden fået et lidt andet perspektiv. Her er det ofte fine, dyre restauranter uden nævneværdige konceptelementer af altruisme, som introducerer tillidsøkonomi. Den første var den franske bistro Just Around The Corner, som har kørt med konceptet i mange år. Der er ganske enkelt ikke nogle priser på kortet.

Her siger ejeren selv, at hans indtjening er højere end på en anden restaurant, han er indehaver af, som har et normalt prissat kort. Han sikrer sig imod nærige gengangere ved at give folk, som lægger alt for små beløb, deres penge igen, for på den måde at få dem til at have det dårligt med sig selv.

"Bygningen, Brunello ligger i, har været ude for en voldsom brand, så håndværkerbiler og store stilladser dækker for udsigten til den lille restaurant i stuen. Det har betydet et drastisk fald i antallet af besøgende på den normalt velbesøgte restaurant."

Brunello siger: Betal efter kvaliteten

Herhjemme er konceptet så vidt vides kun at finde på den italienske restaurant Brunello på Vesterbro. Køkkenchefen, Alessandro Fiora, er fra Sicilien og syntes, det ville være en god måde at “få fyldt restauranten med folk og god stemning samtidig med, at gæsterne kunne blive muntret lidt op”.

Bygningen, Brunello ligger i, har været ude for en voldsom brand, så håndværkerbiler og store stilladser dækker for udsigten til den lille restaurant i stuen. Det har betydet et drastisk fald i antallet af besøgende på den normalt velbesøgte restaurant.

Hos Brunello håber man, at det kan lokke nye kunder til, at de selv kan få lov til at bestemme prisen på maden.

“Vi stoler på kvaliteten af maden. Jeg ved, vores gæster ikke vil snyde os,” svarer indehaver Amil på spørgsmålet, om han ikke er bange for at miste penge på sin godtroenhed.

Indtil nu har konceptet kørt i en lille uges tid. I den periode har gæsternes reaktioner mest været, at de da gerne vil betale det, regningen normalt lyder på. Det bliver spændende at følge, om danskerne er klar til selv at sætte prisen på et godt måltid mad.

Ristorante Brunello er gået væk fra betal-hvad-du-vil konceptet og er nu en almindelig italiensk restaurant

På Brunello stoler man på, at folk vil være så glade for maden, at de betaler det, den er værd

 

Brunello

Obs. Ristorante Brunello er gået væk fra betal-hvad-du-vil konceptet og er nu en almindelig italiensk restaurant.

Se Spiselivs profil

Her bestemmer du

Just Around the Corner, London

Perlin/ Forum/ Fra Rosa, Berlin

SAME café, Denver

Terra Bite Lounge, Seattle

Der Wiener Deewan, Wien

Lentil as Anything, Melbourne